Modeblogs og modeblade II

Kan modeblogs udkonkurrere modebladene?
Det har ikke været tilfældet for de lande, hvor modeblogging er langt mere udbredt end i Danmark (i USA eksempelvis, hvor bloggerne er på stadie med diverse skuespillere og sangere). Der er dog ingen tvivl om, at modebloggerne i stigende grad nærmer sig samme professionalitet som de organiserede modemagasiner, især når begynder at få managers og reklamefolk bag sig.

Dog er der en væsentlig forskel på at holde et glittet magasin i hånden og læse og se billeder på nettet – modebladene har jo også hver deres netside, hvor man kan se stort set de samme ting, som de har vist i bladene – ALLIGEVEL er folk villige til at smide en halvtredser efter det fysiske blad.

Det kan nok sammenlignes lidt med downloading af musik online; folk køber stadig cd’er på trods af, at de fleste har iTunes og ligeså flittigt downloader musik derfra.

 

Hvorfor tager modebladene modebloggere ind som husbloggere?
Keep your enemies close, kunne man fristes til at sige. Modebladene har indset, at modebloggerne er en magtfaktor i en verden, der ellers har været forbeholdt dem som professionelle journalister. Derudover har bloggerne ofte en loyal læserskare, som bladene er interesserede i, og de følger jo med over til magasinet, hvis bloggeren befinder sig der.

De fleste modebloggere siger ja til et tilbud om samarbejde med et professionelt modeblad, da det for dem er et smigrende tilbud, at et etableret blad, ønsker deres ekspertise, igen fordi vi har med en ”helt almindelig pige” at gøre.

Ulempen for modebloggeren ved at skrive for et magasin kan dog imidlertid være, at de mister deres uafhængighed, og dermed fremstår mindre troværdige ifht. læseren – det er ellers en vigtig del af det at være modeblogger, at troværdigheden altid er intakt.

Leave A Comment