Modebranchen er de store vindere i det sidste års udvikling. Ved at tage bloggerne til sig har de for det første gjort journalisterne nervøse, for det andet fået alle til at kæmpe om branchens gunst. [...] De har spillet deres kort mesterligt. (Søren Storm Hansen, Blanke modebloggere truer Uffe – og Lisbeth)

Melissa Ward Fashion Show -- Hervé Léger -- creative commons.

Demokratisering af ekspertollen
”Når eksperttitlen demokratiseres, udvandes både modekultur og mediepraksis”, sådan begynder Ane Lynge-Jorlén sin seneste kritik af demokratiseringen af ekspertrollen inden for modeformidling. Demokrati og udvanding plejer normalt ikke at optræde side om side. Man plejer at sætte pris på folk, der engagerer sig, folk, der giver deres mening til kende. Det er en del af den offentlige borgerlighedssfære. En kritisk kraft, der betød enden for absolutismen i de fleste europæiske lande, og indvarslede den moderne demokratiske virkelighed.

Årsagen er, at Lynge-Jorlén oplever en udvanding, en fortynding, en destruktion af noget, der står hende nært: Hendes fag, hendes metier. Hvis vi skulle popularisere, kunne man måske spørge: Er modeblogs lort på dåse?

Og hvem har den institutionaliserende magt, der beslutter, om et objekt skal være at finde på den ene eller den anden side af faggrænsen og kunstsynet?

Læs også: Reebok-kampagne 2010.

Er mode et fag? Er modeformidling?
”Alle fag bygger på en kultur, som blandt andet består af viden om faget og feltet, dets historie og praksis”, fortsætter kæden af argumenter.  Der lægges to snit: Et diakront: Et fag er noget, der eksisterer inden for og uden for den enkelte på én og samme tid. Der er en tradition, som er større end individet. En tradition, som er skabt af andre, og som man ved ihærdig refleksion og internalisering kan tilegne sig.  Og et synkront: Faget og fagets objekt er altid også svævende i et nu. Praksis er differentielt defineret – i forhold til andre aktørers måde at bedrive og drive faget på.

Men er mode et fag? Ja, det er så spørgsmålet. Er formidlingen af mode et fag – ja det er også et godt spørgsmål.

Designerkollektiv-kreation. Oslo Fashion Show 2010. Creative Commons: Gcardinal

Danmark præget af dårlig modejournalistisk
I Lynge-Jorléns optik er dansk modeformidling historisk betragtet en tynd kop te; med Børsen og Berlingske Tidende som de obligatoriske undtagelser, der bekræfter reglen . Der er på dansk grund ikke tradition for ”seriøs dækning af mode af kvalificerede folk”.

Så vi har som danskere tilsyneladende et strukturelt problem. Diakront og synkront: I forlængelse af en historisk dårlig modejournalistisk følger så nu modebloggerne, der kaster sig over dette bløde ”stof”; primært for at iscenesætte dem selv ganske overfladisk.

Hvordan kan det være, at eksperterne – som Lynge-Jorlén, går jeg ud fra opfatter sig selv som – ikke har formået at hæve niveauet? Svaret kommer i slutningen af blogposten: At vi i Danmark går rundt i en oplevelse af konstant selvfedme (et udsang, man ofte hører fra folk bosat i udlandet). Vi er en modenation. Der er ikke grund til at forholde sig synderligt kritisk til sagerne, når tingene kører på skinner. Et argument ud af mange.

Man kunne også have valgt at fokusere på modeindustriens forbindelse til modejournalisterne.  Om en begrænset stand af modeskribenter. Et lukket miljø. En ukritisk tilgang til sagerne – hvor der skrives om det, man kan li’, mens det, der ikke helt falder i en smags, forbigås i tavshed. Den finte kendetegner vist såvel modejournalister såvel som modebloggerne.

Ekspertrollen til forhandling — online og offline
At ekspertrollen er til forhandling, er der næppe tvivl om. Folkeskolelærerne mærkede måske som de første tendensen.  Autoriteten er ikke længere noget, der kommer til den enkelte naturligt i kraft af en uddannelse og en række afledte faglige kvalifikationer. Autoriteten er kontekstuel og gives i små bidder. På godt og ondt.

Organismer og organisationer ønsker generelt at blive større. Og når de trues af invasive arter, så reagerer de. Krigerisk. Det er svært ikke at opfatte Lynge-Jorléns forsvar for det traditionelle mode- og mediefag sådan. Men er mode et fag? Er mode ikke netop overfladisk selviscenesættelse?

Uffe Buchard som modeekspert om modebloggernes rolle

TV2's modekspert Uffe Buchard

Hvad er forskellen mellem en modejournalist som Uffe Burchardt og den 15-årige modeblogger Nicklas Skovgaard? Det kunne man få Uffe Buchardts svar på forleden i TV2’s morgenshow.

Uffe Buchard forholder sig grundlæggende kritisk til modeblogs som fænomen. Han udtaler bl.a.:

”Det kan sagtens være journalister, og det er jo guddommeligt, hvis det er journalister, der har baggrunden i orden og kan skrive uden stavefejl og sådan, sætter sig ned og laver en blog.

Alt fra teenagere til almindelige gymnasieelever, selvbestaltede modespecialister. Men kvaliteten kan altså godt halte. Det er en kæmpe jungle, vi skal forsøge at navigere rundt i.

Der er ikke særligt mange danske blogs, der er specielt gode.

Jeg føler ikke, jeg bliver presset af nogen gymnasieelever. Jeg har min modehistorie i orden.

Så hvis man vil være god til det her, så er man nødt til sætte det ind i en samfundsmæssig og livsstilsmæssig sammenhæng. Og det er det altså ikke alle, der kan.

Man kunne jo lige så godt diskutere det på Facebook.”

Hvor finder vi de selvbestaltede eksperter?
Uffe Buchard har to argumenter: Et sprognormativt; der er stavefejl i fx Nicklas Skovgaards blog. Fred være med det. Og et dannelsesmæssigt: Modebloggerne tilhører ikke samme stand, som han selv, der har brugt årevis på at forstå modetraditionen, modehistorien. Han kan sætte moden, som den kommer til udtryk på catwalken, ind i et større perspektiv – ”samfundsmæssigt og livstilssmæssigt”.

Og det er vel tildels også rigtigt nok, hvis vi taler traditionelle modeblade og livstilsmagasiner. Spørgsmålet er så, hvem der forstår sig bedst på at agere dér, hvor folk, læserne, de interesserede, i stigende grad bevæger sig. Online?  Nu og på mellemlang og lang sigt?

Det er i vores optik meget få modebloggere, der kalder sig selv modeeksperter eller modespecialister – hvis nogen? Det er vækstlagsjournalistik. Og den er måske ikke så moden og regelret som pressens gennemredigerede sager. Men noget tyder på, at den kan trække flere læsere.

Læs også: Hvad er sociale medier? og Medierevolution — antallet af blogs eksploderer.