Kære Camille —

I går var Modebevægelsen til debat på Acies blog. Det er vi rigtigt glade for. I forbindelse med debatten, som Jannick sidder og brygger på et indlæg om, stillede Camille fra Clamour for Glamour et rigtigt relevant spørgsmål, som jeg synes fortjener at blive besvaret både hos Acie og her.

Mit svar til Camille
Kære Camille!

Mange tak for gensvar — og gode refleksionskommentarer tråden igennem!

Der har været produktive og uproduktive stemmer, synes jeg. Og din tilhører klart førstnævnte!

Jeg er blevet klogere på, hvor vi har trådt forkert — kommunikativt og eksekveringsmæssigt. Det er jeg dig stor tak skyldig for!

Hvad angår din seneste kommentar: Altså at vi bør overveje at inddrage en ekspert — gerne journalistisk faguddannet, så tænker jeg følgende:

Jeg går ud fra, at du mener en modejournalist? Snarere end en medieekspert?

Modebevægelsen er sat i søen for at forstå, beskrive og formidle mode, som den kommer til udtryk online anno 2010. Pt. er fokus på modeblogs.

Vi vil meget gerne give rum til faguddannede journalisters stemmer, men vi er en lille aktør, og har ikke hr-, økonomi- og udviklingsafdelinger i baghånden som de større modejournalistiske aktører — fx dagbladende og magasinerne (fx Benjamin eller Egmont).

Som jeg opfatter den dækning, der har været af danske modeblogs i de industrielle, traditionelle medier, så har den ikke været særligt nuanceret. Uffe Buchard-casen er et godt eksempel.

Interessante vinkler er, i min optik, kommet fra mere skæve kanter. Fra Anna Ebbesen (digitale tanker), Marie Hedemann ifm. sin specialeafhandling om danske modebloggere og modeblogs (som vi har bragt et resumé af) og Søren Storm Hansen, som har forholdt sig fagligt kritisk til dels den traditionelle modeformidling, dels modebloggerne.

Når det er sagt, så vil vi egentlig også gerne prøve at byde på noget andet end den traditionelle modejournalistisk byder på. Dels fordi markedet er dækket for det, dels fordi der på dansk grund er en række forhold, der gør brancheuafhængig modejournalistisk til et meget svært game. Lille land, tæt kontakt mellem brands og journalister, hellige og uhellige alliancer på kryds og tværs. Den sag har Søren Storm dækket ret godt i løbet af det sidste års tid, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i her.

En faguddannet ekspert (phd. i mediesocilogi) inden for formidling af mode som sit speciale er Ane Lynge Jorlén. Hende er jeg noget uenig med.

Jeg er selv cand.mag. med speciale i semiotik. En disciplin, der sigter mod at forstå “tegnenes liv i det sociale liv”, som en af pionererne engang formulerede det. Så vi skriver ikke lutter på subjektive fornemmelser og gode idéer. Og der er sket noget siden Roland Barthes udgav sit værk “The Fashion System” i 60′erne.

Du har dog helt ret i, at der pt. er en overvægt af medie og livstilsstof. Og det skal der rådes bod på. Vi har ikke nogen krystalklar udviklingsplan for de næste par måneder, men vi vil meget gerne have flere billeder, mere analyse, osv. online. En del burde komme af sig selv i forbindelse med at flere og flere bloggere melder sig til den dynamiske sektion i højre side, hvor vi bringer thumbnails og overskrifter fra nyt i modeblogosfæren. Men vi er også åbne for gæsteindlæg — og faste spalter på sigt.

Når alt det så er sagt, så ønsker vi på ingen måde at indtage en ekspertrolle eller ekspertposition. Snarere tværtimod. Hierarkier, gatekeepfunktioner og medfødt staying power pga. uddannelse hørte det sidste medieparadigme til. Ikke vores.

Vi er åbne for dialog, og jeg har faktisk en anelse svært ved at forstå, hvorfor du og andre undrende mennesker ikke har sendt os en mail eller skrevet en kommentar i de altid åbne kommentarsektioner i forbindelse med vores posts & artikler. Men her hos Acie er fint!

Og så en generel opsummering:
Jannick er i gang med en miniartikel, der besvarer diverse spørgsmål fra tråden ovenfor. Og Mai arbejder på en FAQ, der besvarer resten. Det burde komme online senere i dag eller i morgen!

Alt godt!

Kasper

Leave A Comment