@Kia: Jeg er helt enig, og det var egentlig lidt det, der var min pointe; at ønskeoutfits mv forekommer på både store og små modeblogs, men at det ikke nødvendigvis er dét, der gør (nogle af) de små useriøse, men nemlig nærmere at der er en personlighed, der skinner igennem hos dem, der bliver store. Min blog er f.eks. meget lille og har ingen drømmetasker, mens din er rigtigt stor og har – synes jeg – en hel del “nøj, de her sko er fede, dem ville jeg gerne have” indlæg. Bare som et eksempel

Go’ fredag!

Kasper

- Anne Sofie

Men jeg vil så sige, at hvis man graver lidt mellem dagbogs”mode”bloggerne kan man faktisk sagtens finde guld, selvom disse bloggere ikke bliver inviteret til pressedage og events til højre og venstre. Jeg vil i hvert fald personligt anbefale http://emilylouisesalomon.blogspot.com/ og http://jeanettd.blogspot.com/.

- Anne Sofie

Jeg har som blogger et rigtig godt forhold til forskellige PR-firmaer i forhold til events, vareprøver og pressedage generelt. Der er specielt en stor håndfuld PR-firmaer, der virkelig dyrker relationerne til modebloggerne. Mange af pigerne, der står for relationerne til bloggerne, er ofte selv bloggere eller kender bloggerne i andre sammenhænge.

Jeg kan godt forstå ideen med at nogle firmaer (ikke pr), nogle gange forventer ret meget uden at tilbyde noget som helst den anden vej rundt. De fleste forstår det dog godt, når jeg siger at jeg gerne vil tage imod en flaske shampoo etc. men kun skriver om det hvis jeg har lyst. Det er betingelsen og det har de fleste firmaer inkl. Pr. forstået.

Louisa – De blogs der skiller sig ud og bliver større, er store fordi de på mange måder er meget mere end en editorial og indlæg om drømmedesignertasken. Ofte har de populære blogge en frontkvinde/mand, som
folk kan identificere sig med, kan lide og ser som en slags “veninde”. Det er vist kunsten og det er nok derfor nogle firmaer/designere/pr-firmaer er mere interesserede i de populære blogs med
meget liv fremfor de mindre.

Kia.

I forhold til at man små blogs er useriøse kan jeg godt lidt se, hvad du mener, men det er faktisk også mit indtryk, at det er, hvad de store blogs (Acie, Fierce & Fattig, osv – og intet ondt ment med det overhovedet!) handler om. Så jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, du synes, er forskellen, men det vil du måske uddybe?

Jesper: Jeg syntes på ingen måde at det PR bureau jeg benyttede, var urimelige eller grådige i deres priser. Problemet var mere at PR branchen er lidt flyvsk, og at det derfor var umuligt at sige på forhånd om jeg ville få noget ud af det. Det sammenholdt med den økonomiske krise gjorde at jeg måtte spare denne del væk.
Jeg ved godt at man skal tænke ud af boksen, dette gælder ikke kun PR delen. Som en lille spiller i den store modeverden må man hele tiden tænke alternativt for at få alting til at hænge sammen.

Du har naturligvis helt ret i, at man ikke kan forvente, at pr-folkene dukker op af sig selv på et relativt nyt site. Men jeg kan se, at de skam har været forbi fra mange af de større steder –

Fx fra CGI Mannov og Holm Kommunikation — to af landets førende konsulenthuse inden for PR.

Og et par brands af en vis størrelser har også læst med — Samsø og Samsø, Bestseller, IC Company, Louis Nielsen, Bruunz Bazaar og Bruel og Kjær, for at nævne nogle af de mest kendte.

Så interessen for området er der skam.

Jeg har også syndikeret videre til netop Kommunikationsforum for at nå lidt bredere ud med diskussionen, og Jesper har delt med sit erfarnetværk inden for digital kommunikation og pr på Linkedin.

Trods den krise i branchen, som Jesper nævner, så findes der en sand skov af pr-virksomheder, der tilbyder rådgivning og pr-håndtering inden for mode- og livstilssegmentet — og mange af dem slår sig op på at have fingren på pulsen, når det kommer til håndtering af new media / social media / blogs.

Se fx her: http://modebevaegelsen.dk/pr-bureauer-med-speciale-i-mode

Alt godt,

Kasper

Lige en kommentar til det med, hvorfor PR folk ikke har deltaget i din debat herinde. Kunne det måske have noget at gøre med, at din side er forholdsvis ny og der ikke er så mange der kender den? Eller som Jesper så rigtigt siger det er på K-Forum de er.

mvh

Med blogs er der to umiddelbare valg: Afsætte en masse ressourcer og nøjagtigt udvælge de blogs, der afspejler den rette målgruppe og det rette indhold og så forsøge at opbygge en meningsfuld relation til dem – eller at skaffe så mange bloggeres mailadresser som muligt og så tæppebombe dem med den samme pressemeddelelse uden at tage sig synderligt af, om det er relevant hver gang for den enkelte blogger. På den måde bliver I lidt ofrene i en kosteffektiviseret publicity-maskine, der vil fortsætte i det gear, indtil det giver bedre økonomisk mening at gøre det anderledes.

Det kommer forhåbentligt gradvist til at ske. Jeg synes, at indlægget fra Friis & Co. på SMCCPH #1 i sidste uge var et godt eksempel på, at der også er firmaer, som tager sig tiden til at opbygge relationerne. Men det er klart, at de største blogs får mest opmærksomhed. Sådan som det også er de største nyhedsmedier med flest læsere, som får mest opmærksomhed fra PR-folkene.

Hvordan bliver man så en større, mere læst blog? Ja, det ved I mere om end mig, men jeg antager, at det handler om kvalitet, stædighed og talent – nøjagtigt som det i øvrigt gør i de fleste andre brancher.

Jeg kan godt forstå Ullas trængsler, for det er sgu’ ikke nemt med de priser, PR-folk er nødt til at tage i dag for at kunne dække udgifterne (jeg ved, de kan virke dyre og grådige, men der er faktisk ikke ret mange af bureauerne, der tjener særligt store penge). Det er en floskel, men jeg tror ikke, at der er nogen vej uden om, at du (UIla) forsøger at tænke ud af boksen. Nogle af de største PR-successer er skabt for ekstremt små beløb, og det er hårdt at sige, men det kræver først og fremmest den gode idé snarere end store budgetter.

mvh
Jesper

Jeg synes, at det er fedt, at Modebevægelsens brugere gerne vil diskutere PR-folks arbejdsmetoder, men det kræver desværre nok, at man opsøger dem på fx K-forum og giver dem et spark bagi for at få dem i gang

Slutteligt kan jeg sige, at i et lukket netværksforum, hvor jeres tråd blev taget op, var den eneste kommentar: “Kender de ikke forskel på marketing og PR? Vi (k-folk) betaler jo netop IKKE for omtale…” Det lyder måske arrogant, men det er bare et udtryk for, at PR-folk er vant til, at hvis historien er god nok, så bringer medierne den også. Spørgsmålet er, om det altid gælder for blogs også? Det tyder kommentarerne her jo ikke på.

mvh
Jesper

Du har faktisk en pointe i, at det også går den anden vej: Bloggen skal have en vis størrelse for at interessere firmaer, men samtidig kan en mindre gave også forsvinde i mængden, hvis den udelukkende går til de store bloggere. Du skriver, at det har været i forbindelse med en pressedag, og det får mig til at tænke på, at “problemet” nok er, at der til en sådan typisk kun inviteres de største bloggere. Og det er vel lidt en selvforstærkende effekt, for hvis det altid er de samme 10 bloggere, der inviteres, får gaver, etc. Jamen, så kan tingene sagtens forsvinde blandt større og “flottere” sponsorater.

Jeg har faktisk tit i mit stille sind tænkt, at der for (især mindre) firmaer måtte være en omtaleguldgrube i at fokusere på mindre blogs. Jeg forstår godt, at man måske umiddelbart, hvis man ikke er kendt indenfor området, kun har kendskab til de største og mest omtalte (eller simpelthen ser det som den bedste forretning), men udfra min opfattelse ville rigtig mange bloggere med 100-300 faste læsere (det er den boks, der typisk er ude i siden med en masse billeder i) blive superglade for en gave – selvom den ikke var en MJ Taske eller i den kategori – fordi de netop (efter mit kendskab) typisk bliver lidt “ignoreret”, men samtidig faktisk trækker ganske anstændige læsertal. Jeg har engang set en blogger anmelde et mundskyllemiddel som vedkommende fik i gave, så det er altså ikke umuligt at få omtale selvom man ikke er et stort firma. Man skal nok bare passe på med at stirre sig blind på de allerstørste bloggere

- Anne Sofie

Som jeg ser det, og lige har prøvet at forklare på din egen blog, så indlæser du en præmis og en agenda i indlægget, som det ikke indeholder.

EOD herfra på det emne.

@Jesper

Tak for solide, faglige indspark og indblik i, hvordan pr-mennesker tænker.

Spam-vinklen — tjek! — det er der vist mange, der ikke ved.

Jeg kan også godt forstå den garvede rottes valg af ikke at deltage hér. Men at skyde skylden på fnidder, det forstår jeg egentlig ikke. Præmissen i artiklen er klar. Interessen for bloggerne er klar. Virksomhederne efterspørger kontakten.

At bloggere er for forskellige til, at man som pr-mand kan sige noget fornuftigt om sit arbejde med det segment, det er da på grænsen af det arrogante, er det ikke?

Eller det er måske for farligt? For rodet? For menneskeligt?

Journalister er jo noget, vi kun har haft i en 300-400 år, og den objektive formidlingsmodus er jo heller ikke noget, der er helt historieløst…

Men jeg kan da godt se, at en debat, der derailer — og knopskyder i alle mulige retninger — kan være problematisk at træde ind i fra sidelinjen. Og man internettet glemmer jo som bekendt ikke, så der skal jo en vis afvejning af risikoniveauerne til…

Måske et gæsteindlæg — (med lukket kspor

Alt godt,

Kasper

Jeg synes det er ærgeligt at en så relevant debat bliver til mudderkastning og personlige stikpiller fra (stort set) alle sider.

Jamen, så kan jeg godt se, at jeg har overvurderet vores blogs størrelse med mange, mange, mange tusind besøgende. Så må blogs med omkring 100.000 (absolut) unikke besøgende vel nærmest have millioner af pageloads. Hvis ikke… Jamen, hvorfor er det så overhovedet relevant i denne sammenhæng?

Alle folk: Jeg er vanvittigt ærgerlig over, at denne debat er gået i denne retning. Jeg synes, at det er virkelig fint at påpege, at Statcounter ikke er en ordentlig kilde at basere besøgstal på, fordi bladene bruger andre counters. Se, det vidste jeg ikke og for at være ærlig var jeg så fokuseret på resten af min artikel, at jeg tænkte: “Okay, hvorvidt det er 25.000 eller 40.000 er ikke altafgørende. Det vigtige er, at vi ligger i det interval, der hverken kan karakteriseres som vanvittigt højt eller vanvittigt lavt.”, og var derfor noget skødesløs med de nøjagtige tal.

Da jeg skrev “af SidneyLises størrelse” var det fordi, jeg har baseret dette subjektive debatindlæg på mine oplevelser og derfor ikke blot kunne skrive: “En blog med omkring 35.000-40.000 månedlige (ikke absolutte, men dog) unikke besøgende oplever”, for så ville det første spørgsmål nok være: “Ja, og hvor ved du liiiiige det fra, når du ikke nævner navne?” Det var ikke ment som, at det skulle omhandle OS specifikt og dermed vores nøjagtige besøgstal. Jeg tog udelukkende vores størrelse som udgangspunkt. Ellers havde jeg skrevet: “En mellemstor dansk blog *host* SidneyLise *host* med 37,245 unikke (ikke absolutte) besøgende oplever…”.

Jeg havde aldrig i livet forestillet mig, at folk faktisk ville rende ind på vores Blogtoppen-side og lave egne (mangelfulde) udregninger, for at bevise hvor meget jeg tog fejl. Samt antyde, at de nævnte tal vist liiiiige er kreative nok og at jeg forsøger at “fordreje virkeligheden”. Ærlig talt så er the crucial mistake, jeg har begået her, at stole på en ret brugt counter og at overføre tal og begreber direkte derfra. Jeg har slet ikke den fornødne matematiske hjerne til at bevidst at svindle med tallene.

Dette er det sidste, jeg har lyst til at sige om læsertalsproblematikken. Nu kan der forhåbentlig ikke koges mere suppe på den.

Angående debatindlæggets hovedpræmis syntes jeg, at der er kommer nogle interessante aspekter frem. Jeg tror dog personligt, at problemets hovedkerne ligger i, at bloggere netop er privatpersoner, hvilket firmaer og PR-bureauer måske har lidt svært ved at finde ud af, hvordan de skal omgås. Nogle bloggere har måske et naturlige take for business og hvordan omgangstonen er indenfor branchen, men rigtig mange (af os) går stadig i gymnasiet eller studerer noget (ikke businessrelateret), og kan derfor have problemer med, hvordan man skal forholde sig til den overvældende interesse fra firmaer og PR-bureauer. Samt hvad omgangstonen egentlig er i branchen: Hvad betyder en pressemeddelelse? Hvad er omtale egentlig værd? Hvordan er loven med hensyn til at modtage gaver?

Det er mit indlæg vel egentlig et klassisk eksempel på.

- Anne Sofie

Et site som Eurowoman.dk har fx i Google Analytics 73.100 unikke, entydige besøgende (eller: 253.419 besøg når man tæller ALLE brugeres besøg). I Geminus, det pt.OFFICIELLE værktøj til at måle brugere på danske sites brugt på FDIM.dk: 31.000.

Det er vanskeligt at sammenligne disse tal med dem, bloggere får i Statcounter og lignende og derfor ikke helt sagligt at sætte forskellige blogs størrelser op mod magasinsites.

Bare mine “two cents” i debatten.

Jeg ved ikke, hvad Statcounter fortæller jer om unikke månedlige hits, men jeg hæftede mig bare ved det basalt forkerte i din udregning, hvor du gangede med 30.

Lad os nu bare sige, at de 1300 unikke besøgende, som Statcounter siger I har, er korrekt. Vi må så også formode, at mange af disse besøger bloggen jævnligt – mange endda hver dag. Men hvis 1300 unikke om dagen skal blive til mere end 30.000 unikke om måneden, så bliver det jo nærmest nødt til at være 1300 helt nye mennesker (altså, ingen gengangere), som besøger bloggen hver eneste dag i den måned, før regnestykket kan gå op. Og det er jo ikke realistisk.

Det er helt sikkert lidt definitions- og statistik-mæssigt flueknep, men det er bare stadig ret væsentligt, at det er de samme udregninger og enheder, der ligger til grund for de forskellige tal, som bliver sammenlignet – især når det bruges som grundlag til en diskussion som denne.

1. Angående spam:
På mit arbejde undersøgte vi sagen, da vi skulle sende arrangementsinvitationer ud til personer i flere hundrede virksomheder til noget så uskyldigt som et informationsmøde om, hvordan man kunne søge midler fra en ny fond. No big deal, right? Forkert. At sende en uopfordret mail til en navngiven person bliver af Forbrugerstyrelsen m.fl. teknisk regnet for spam og kan politianmeldes. (På samme måde som digitale julekort, der sparer papir og CO2 i øvrigt kan det). Loven er meget på forbrugerens side i denne sag, så jeg ville umiddelbart tro, at medmindre man som blogger skriver på sin side, at man gerne modtager tips og ideer eller sådan noget, så kan man ikke sidestilles med en professionel journalist arbejdende på et medie, og så bør man være “beskyttet” mod at modtage pressemeddelelser. Men som Acie vist sagde, så er det nok nemmest at acceptere at modtage den slags generelt og så sige aktivt fra over for et PR-bureau eller en anden afsender, hvis man synes, at strømmen bliver for stor og uvedkommende.

2. Angående lyst versus penge
For the record: jeg har absolut intet imod, at en blog kører nogle bannerannoncer for at tjene lidt på trafikken. Jeg synes, at det bliver problematisk, når man som læser bliver usikker på, om de emner, der bliver dækket, bliver taget op på grund af penge i stedet for lyst. Det der her, at gaver og penge under bordet skaber usikkerhed. Men naturligvis kan man godt modtage gaver og så være åben omkring det – så længe læseren kender baggrunden for omtalen er der ikke nogen etisk gråzone. Men jeg synes, at det bliver trist i det øjeblik, at man som blogger er så fikseret på pengene, at man skriver om mindre nævneværdige ting blot for at holde trafikken gående. Men som jeg tror Ida skrev ovenfor, så hævner den slags sig gudskelov gradvist igennem læsertallene.

3. Angående udeblivelsen af PR-folk i kommentarsporet
Jeg har faktisk delt linket til denne blogpost i et par netværk og på et par PR-blogs. Den eneste kommentar, jeg fik, var fra en meget garvet rotte i faget, som tørt konstaterede, at der var gået personfnidder i debatten, hvilket for ham blot var et tegn på, at bloggere er vidt forskellige mennesker og slet ikke i samme grad som journalister kan skæres over en kam og behandles ens. Og det kan jeg sådan set godt følge ham i.

Jeg er ikke sikker på, at fraværet af kommentarer fra andre i PR-branchen skal ses som et udtryk for, at PR-branchen overordnet set ikke “gider bloggerne”. Jeg tror mere, at advarselslamperne blinker for mange, når de besøger dette kommentarspor hvor – hvis vi skal være ærlige – debatten ret hurtigt kom til at handle om næsten alt andet end det, som var Anne Sofies pointe til at starte med.

4. Angående annoncer og pressemeddelelser
Jeg er sådan set ikke overrasket over, hvis I som bloggere oplever tavshed, hvis I svarer tilbage på en pressemeddelelse, at virksomheden er velkommen til at indrykke en annonce. Det hænger efter al sandsynlighed sammen med, at marketing og PR i rigtig mange virksomheder er adskilt og at PR-bureauer aldrig kunne drømme om at gå tilbage til en kunde og sige: “Vi kunne ikke skaffe dig omtalen, så vi foreslår at du i stedet for at betale os indrykker en annonce her”. Bloggere tænker måske at “omtale er omtale”, men sådan spiller melodien absolut ikke. Da jeg selv var på PR-bureau i tidernes morgen, oplevede vi specielt med de mindre medier, at de svarede tilbage, at hvis man også indrykkede en annonce, så ville de gerne bringe en omtale af produktet eller nyheden. Den slags tilbagemeldinger blev konsekvent smidt i skraldespanden, fordi vi ikke kunne drømme om at foreslå kunden at smide annoncekroner efter en tilfældig lokalavis, når der var 35 andre, som ville tage historien uden. Det princip er jeg overbevist om også gælder for PR-bureauernes famlende kontakt til bloggerne i dag – man prøver sig lidt frem og ser, hvad det kaster af sig.

mvh
Jesper

Jeg synes som sådan at jeg forholder mig til indholdet, det er kort, men min pointe er klar. De vil gerne tjene penge på at blogge, men har endnu ikke fået et tilbud de synes om… Umiddelbart er det jeg kan komme frem til, af dette indlæg og debat. Og nej, jeg har ikke ondt af at de får nogle pr-mails de ikke få svar på, de kan også lade være med at svare på de mails? (Bare for nu er være hård og firkantet..)

“New ways to think about media investments
The media department’s job has changed. In
the past, media was a job focused, in part,
on the purchase of media. While that is still
true today, the growth of social media in
particular has altered the role of media’s
relationship with content providers and
creators. And it also requires advertisers to
rethink their definitions of what “media
dollars” really means. Increasing one’s
investments in “earned” and “owned” media
means radically shifting how those dollars
are spent. Rather than going directly to
media companies, dollars need to flow to
content creators, social media strategists,
community moderators, etc.

We can still view the connection between marketing
investment and customers similarly — a
communication connection with consumers
that results in an interaction, whether that is
a sale or a more positive impression of the
brand — but passive spending on media is
quickly becoming a thing of the past.”

(http://razorfishoutlook.razorfish.com/publication/?m=11995&l=1)

2. Som Ida påpeger er kundeservice en helt anden dimension, men jeg kan da godt følge dig i, at man kan føle sig dårligt behandlet af ekspedienter. Om der er en “vi blogger, derfor skal vi have mere”-tanke? Jeg ser det på den måde, at det er firmaerne der approacher os om et samarbejde, men samtidig lader der til at være en generel tanke om, at man gerne vil have adgang til bloggernes høje læsertal, men uden at yde det mindste for det selv. Når det er dem, der ønsker samarbejdet, er det vel rimeligt nok, at det er et samarbejde, der er givtigt for begge parter (og som Acie siger er det selvfølgelig op til en selv, om man vælger at sige ja til samarbejder).

Dette lader bare til at komme bag på firmaer gang på gang.

- Anne Sofie

Så det forholdt jeg mig til.

- Anne Sofie

Det er muligt, at pr-bureauerne foretager en beregning — enten sådan rigtigt mediebureau-agtigt — eller på fingerfommelse. Eller også aner de simpelthen ikke, hvad de skal gøre, når der er én, der svarer tilbage på en pressemeddelelse.

@Datagrundlaget — Tobie & Kasper I har helt ret i, at Anne Sofies oprindelige måde at gøre tallene op på ikke er i overenstemmelse med markedsstandarder som fx Google Analytics og FDIM’s Gemius. Men det faktum er jo erkendt og forklaret allerede af Anne Sofie her i tråden.

Tobie, du har ret i, at Woman også er interessant at sammenligne de danske blogs med. For det er vel landets største mode-/livstilsmedie online.

Så vidt jeg kan krydstabulere mig til (ud fra visse bekendte størrelser), jf det her indlæg — http://modebevaegelsen.dk/besoegstal-danske-modeblogs — så er de 5-10 største danske modeblogs godt der oppe af.

Men den slags transparente skalaer er bloggerne ikke interesserede i sådan bredt betragtet. Selvom Acie & Kia-udvekslingen ovenfor indikerer, at de her tal måske alligevel er noget, man interesserer sig en kende for — (at holde for sig selv).

Anne Sofies hovedpræmis er vel:
“[D]anske bloggere sidder på læsertal, der fuldt ud kan konkurrere med oplagstal for diverse magasiner. Samtidig har vi adgang til et segment, der er særdeles købedygtigt og som disse firmaer derfor meget gerne vil ud til. Alligevel lader mange firmaer til at se bloggere som en billig smutvej til omtale, men uden at være villige til at yde noget til gengæld.”

Det undrer mig lidt, at ikke flere forholder sig til den præmis i stedet for at rode rundt i om Sidneylise har 15.000, 20.000 eller 39.000 månedlige læsere.

@Ida 2 — Tjo. Man kan argumentere for, at det repræsentative grundlag ikke er tilstede for at tegne et tendensbilled af de her proportioner. Men konklusionerne er jo til forhandling — og debat, som det tydeligt fremgår af tråden…

Modebevægelsen er tænkt som et fortolkningsfælleskab — og det synes jeg egentlig går meget godt. /Klapper sig selv på skulderen./

Hvis bureauerne og de virksomheder, der forsøger sig med bloggerkontakt, også byder ind med deres erfaringer, så kommer vi endnu tættere noget mere håndfast og hvis ikke decideret objektivt, så i det mindste intersubjektivt.

Alt godt,

Kasper

1. hvorfor behøver en blogger være i kontakt med diverse fimaer? det er klart at disse firmaer kontakter bloggere, men jeg har nok bare aldrig helt forstået hvorfor bloggere er så interesserede i disse ‘samarbejder’ – udover selvfølgelig at modtage gratis ting – da jeg personligt ikke synes at det er de bedste/interessante indlæg, der bliver skrevet er baseret på disse ‘samarbejder’.

2. er ikke blogger og har derfor aldrig været til disse events, men synes da godt nok, set ud fra billederne, at bloggere bliver forkælet til diverse arrangementer med lækker mad, underholdning og evt gratis ting. set udefra, ser det hvertfald ud til at bloggere får riglige muligheder for at morer sig på firmaers regning. det er jo vildt cool:) så forstår nok bare ikke helt dette vi-bloggere-fortjener-mere trip, for som den almindelige forbruger har jeg også tit dårlige oplevelser i butikker eller netbutikker, som jeg ikke føler kan være rigtigt. så i bund og grund tror nogle firmaer jo bare de kan hoppe og danse på deres kunder (heriblandt bloggere, der selvfølgelig funker lidt anderledes, men still..) dårlig stil og dårlig service er der nok af, men vil da mene at vi forbrugere er ligeså meget værd som bloggere, så måske der er et større problem med dansk pr/service end blot blog-samarbejderne?

ja nu blev det lidt kringlet, men håber du kan svare mig, så jeg lidt bedre kan forstå denne artikels problemstilling:)

For unikke hits betyder vel, at man har haft det antal FORSKELLIGE mennesker inde på sin side i det nævnte tidsinterval. Hvis dit interval er én dag, så kan den samme person kun tælles med én gang den dag. Hvis dit interval er én måned, så kan den samme person kun tælles med én gang den måned.

Så hvis de 1000 mennesker, der besøgte din side om mandagen, også bliver talt med, når de besøger siden igen om tirsdagen, så har man jo ikke haft 2000 unikke besøg på de to dage – men 1000 mennesker, der har besøgt siden to gange hver.

Ida

Det sidste du skriver forstår jeg ikke. Kan du uddybe? Og hvis du med “næste generation af journalister” mener modebloggere, så stejler jeg altså, for du kan IKKE sammenligne modebloggere (som bloglandskabet ser ud pt. i hvert fald) med journalister. No way (men hvis du gør, så fortæl lige hvorfor).

For virksomhederne gi’r dem jo tydeligvis til opdrag at sørge for (positiv) omtale i blogosfæren.

Hvis vi koger essensen af Anne Sofies indlæg ned, så kunne man sige, at PR-bureauerne ureflekteret er på vej til at tabe (en del af) næste generation af journalister på gulvet. Og det er jo lidt en skam, eller?

Alt godt,

Kasper

Louisa – Der er ikke noget uetisk i det jeg gør overhovedet og det er så trist at det skal fremgå sådan. Så er alle modebloggere uetiske, hver dag. Det er ikke unormalt at tage imod en gave i den her branche, sådan fungerer det.. Så ja, du har forstået det rigtigt.

Kia.

Men den lovgivning hører “presse”kontakt nok ikke ind under, selv om man kunne argumentere for, at pr-bureauerne forsøger at sælge en vare til bloggerne.

Masseudsending via nyhedsbreve/lister til folk, der ikke har tilmeldt sig listen aktivt, er vel at sidestille med spam.

Jeg ved ikke, hvad der har været af præcedensdannede sager, men jeg mener at huske en sag fra 2005, hvor Sø- & Handelsretten valgte at frifinde en direktør, fordi det var en freelancemedarbejder, der havde forestået udsendingen.

Jeg får utallige mails om livstilsprodukter af forskellig art, fordi min madblog har nået en vis størrelse. 9 ud af 10 af de virksomheder, der skriver, har tilføjet min e-mail-adresse til deres presselister uden foregående accept. Jeg formoder, at noget lignende gør sig gældende for modebloggerne. Dér gik i hvert fald ikke længe fra vi lancerede MB til modenyheder begyndte at tikke ind i min mailbox.

Det er ok med mig, men det kunne gi’ bagslag.

Jesper — ved du noget om den slags?

Alt godt,

Kasper

1. jeg er ansat som konsulent på udviklingen af Vila’s strategi for brugen af sociale medier.. jeg leverer blandt andet artikler til deres blog, twitter og er med til at give idéer, råd og vejledning. Jeg får helt almindelig løn, som for et ethvert andet job. At jeg engang imellem linker fra acie.dk til vila-bloggen (som overhovedet ikke er Vila’s webshop… Vila har ingen egen webshop, men du har ret i, at der er et link på bloggen til bestseller’s webshop, hvor man kan købe Vila-varer) står for helt egen regning og er på ingen måde en del af mit job. Det er bare på samme måde, som jeg engang imellem linker til mine Sirene-indlæg.

2. Jeg blev spurgt de første 20 gange om hvornår og hvor man kunne få forårets Vagabond-sko. Ved et tilfælde var jeg blevet introduceret til Gitte fra Riis Sko, som jeg så skrev og spurgte – hun svarede og lovede at holde mig opdateret. Jeg lovede ligeledes at dele den information med mine læsere. Jeg fik ikke en pap for det. Tilgengæld så Gitte i april-nummeret af Sirene, at jeg var særlgit forelsket i et par Vagabond-sko og skrev, at dem ville hun gerne have lov til at give mig, som tak for at jeg havde hjulpet med at sprede budskabet.. Da jeg skrev om Vagabond/RiisSko anede jeg altså ikke, at jeg måneder senere ville få et par sko (som jeg iøvrigt ønskede mig), men gjorde det som ren og skær service for mine læsere…

Og jeg antager at den email du hentyder til, var den hvor jeg bare pænt bad dig om at lade være med skrive rundt omkring hvor mange læsere jeg har, fordi du jo in all honesty ikke aner en klap om det. Den “nedladende” email var formuleret således: “Bare lige en sidebemærkning… … men not a big deal at all!! Jeg så bare lige, at du havde sammenlignet vores læsertal i en offentlig debat – hvis du var en ’ligegyldig’ blogger ville jeg være ligeglad, men jeg bryder mig ikke specielt meget om at ’kolleger’ udtaler sig om mine læsertal:) Også selv om det kun var en relativ kommentar… Det føles bare forkert – især fordi du jo, in all honesty, ikke ved hvor mange læsere jeg har på acie.dk Men altså – det er ikke for at være en bitterrøv. Jeg ville bare lige nævne det for en anden gangs skyld:) Thx – Acie!”….

I’m out, Kia…

Acie

I øvrigt forstår jeg ikke helt din pointe her. Ret mig endelig, hvis jeg har misforstået noget, men det her er ca. hvad jeg kan stykke sammen:

Virksomheden kontakter dig og tilbyder et par gummistøvler til gengæld for omtale og et link. Du fortæller dem, at de ikke kan købe sig til omtale på din blog. Du får for whatever reason alligevel gummistøvlerne og har så i øvrigt et princip om, at du generelt takker firmaer for gaver med omtale og et link. Alle for det, de gerne vil have, og du er ude over den etiske gråzone. Eller hur? Jeg forstår det som sagt ikke rigtigt.

/Louisa

Men måske jeg ikke helt er med på, hvilken problemstilling du skitserer ved en sådan kontakt?

ALLE ved hvem du snakker om, når du på den mest nedværdigende måde udleverer mig. Jeg burde ikke føler mig truffet? Men det gør jeg! Folk er ikke dumme, alle ved at det er mig du mener. Hvis det var omvendt er jeg sikker på at du med det samme ville stå op for dig selv. Det er sjovt, for du bad mig for nogen tid siden, om ikke at tale om dig.. Men du er vel speciel, så den regel gælder ikke dig?

Du ved ikke hvad der er foregået i min indbakke mht. til skofirmaet, så det vil jeg gerne have mig frabedt at du skriver at du ved lige præcis, hvad jeg har snakket med firmaet om. Det ved du ikke en noget som helst om.

Jeg fordømmer ikke at du kører din blog kommercielt overhovedet. Jeg skriver faktisk i min kommentar ovenfor, at jeg synes at det er meget beundringsværdigt. Mit problem med dig er, at du har rigtig travit med at fortælle alle omkring dig, at det du gør er det rigtige og den korrekte opførsel. Desværre kan du ikke engang kan efterleve det selv. Hvad er det dit VILA-samarbejde er? Du linker flere gange fra acie.dk til vilabloggen, som tilfældigvis også er vilas onlineshop? Hvordan vil du karakterisere det samarbejde? Ikke helt efter bogen, når du skyder efter mig for et par “sølle gummistøvler”. Hele vinteren snakker du om Riis sko/Vagabond og i foråret har du pludselig fået et par (sølle?) vagabondsko i gave? Hvordan vil du karakterisere det? Ikke helt efter bogen? Jeg mener bare at du pudser glorien altid, men glemmer lidt, hvad det egentlig er du selv laver.. Du gør jo præcis det samme!

Jeps, har søgt råd og vejledning hos dig tidligere, men det stoppede den dag du skrev den mest nedladende mail, jeg nogensinde har modtaget, med krav fra dig om, hvad min blog og mine kommentarer på andre blogs IKKE skulle indeholde. Det ødelagde stemningen lidt for mig, ved ikke med dig?

Og din afsluttende kommentar om CBS, satte forresten prikken over i’et..

God dag til dig ligeså!
Kia.

@Jesper – om at købe bloggere, agere kommercielt, det farlige: Som jeg forstod Mias indlæg til Social Media Club så var der en fare for, at der kunne opstå negative historier, hvis en virksomhed forsøgte sig at købe sig til omtale med penge eller produkter.

Grænsen mellem det approach og skjult markedsføring, som jo er ulovlig i DK, jf. Markedsføringslovens paragraf 4, er jo noget helt andet end at betale for annoncering i sektioner, der er skarpt adskilt fra det redaktionelle indhold.

@markedskalkylen – hvis virksomheder og pr-bureauer ikke gider svare Anne Sofie, så er det, fordi de har vurderet sagen og fundet bloggen uinteressant. Måske. Eller også overfører de en markedsføringsmodus fra et paradigme –produktøkonomien – på et nyt medie, som befinder sig inden for et andet paradigme, opmærksomhedsøkonomien. Man pusher noget ud i kanalerne, og håber på, at nogen bider på. Problemet er, at den strategi kan gi’ voldsomt bagslag.

Juridisk er det vist også lidt af en gråzone om virksomheder må kontakte privatpersoner,som bloggerne jo er al den stund, de ikke er cvr-registrerede. Lisbeth, det har du måske et bud på?

Og hvorfor skal en pr-mand eller –kvinde hive 30-50K hjem hver måned på at forsøge at skabe omtale i medievækstlaget, hvor de interessante, købedygtige læsereer? Er det retfærdigt?

Måske befinder vi os i de indledende faser af en medierevolution, som måske ender med at gøre en stor del af pr-branchen overflødig?

Dagbladene nåede et historisk lavpunkt sidste år – annonceomsætningen nåede det lavest tænkelige niveau, siden man begyndte at måle transparent i 1994.

Kampen står nu om opmærksomhed, og det er mit indtryk, som Jesper også er inde på, at utroligt mange virksomheder prøver at greje, hvordan de kommer i kontakt med de hersens bloggere, hvis kritiske masse målt på unikke læsere per måned slårde traditionelle mediers onlinesatsninger. Ida, jeg er helt uenig med dig i, at langt de fleste virksomheder har en defineret strategi, der dækker sociale medier generelt, og blogs mere snævert. Det er langt fra mit indtryk. Og de klassiske bureauer forholder sig tit også afsøgende og afventende.

I det lys forekommer det mig uhøfligt og usmart at køremed pushmaillister og ikke svare tilbage til dem, der investerer en dels af deres fritid på at svare på en henvendelse af den ene eller den anden art, in cause Anne Sofie. Og det er jo lidt pudsigt, at en klassisk skolet PR-mand som Jesper mener det samme.

Vi har vel to ”markeder” i spil. Et økonomisk, som de fleste forstår –og hvis tankegang om darwinistisk kamp om pengene, Acie inkarnerer i sine indlæg her: ”Hey, hvis I ikke får det, som I vil have det, så er det, fordi I spiller jeres kort forkert. Virksomhederne spiller spillet, og I må op på hesten, medsøstre!”

Og så et marked for opmærksomhed; som Anne Sofie repræsenterer, som jeg ser det. Det handler ikke om pengene.Det handler om høflighed, taletid, engagement og forståelse.

Alt godt,

Kasper

Dernæst – du glemmer, at jeg præcis ved hvilken aftale du er blevet tilbudt, for jeg blev tilbudt præcis den samme, så det er uheldigt, at du nu forsøger, at glorificere den. Du har taget imod et par sko for et link. Bum færdig. Og fair nok – det er hvad eksponering koster hos dig. Simple as that og helt ok. “Jag undrar om du skulle vara intresserad av att testa ett par skor från oss och skriva om dem (samt länka till oss)?” og da jeg forklarede at jeg havde bekymringer i forbindelse med købt omtale og lav nyhedsværdi fik jeg at vide, at tilbuddet var givet til “Det är du, “Fierce & Fattig” som jag såg att du har som favorit och en till”..

Slutteligt – du ved godt, at det er løgn, at jeg kører min blog rent kommercielt, så det gider jeg ikke engang værdige et modsvar. Du føler dig ramt, og fair nok – men spis nu lige brød til. Min blog er mit hjerte og hobby – forskellen på vores blogs ligger ikke i graden af kommercialisering, men i det faktum, at jeg har besluttet at holde annoncer ude af indhold.

Og når nu du snakker om moral – er det så ikke tankevækkende, at du op til flere gange, har skrevet og spurgt om input og hjælp til håndtering af annonce-aftaler, men nu nærmest fordømmer mig for at have annoncer i mit bannerspace?! Dobbeltmoral hvor, sagde du!?

God dag Kia!

Acie

Og iøvrigt – din opfattelse af hvad man lærer på CBS er godt nok way off, men jeg skal gladeligt lave din en hedge-strategi, et change project eller en lederskabsanalyse, hvis du er interesseret?! Dét har jeg nemlig lært..

Det hører med til historien, at blogposten på K-forum er fra før Modebevægelsen, og naivt eller ej så er det faktisk først inden for de sidste par måneder, at jeg igennem dette forum har fået øjnene op for, at der trods alt findes nogle (mode)bloggere i Danmark, som agerer meget mere som journalister, end de fleste k-folk endnu har fået øjnene op for. Det er interessant, for i den PR- og kommunikationsbranche, hvor jeg færdes (både K-forum og flere forskellige erfa-grupper og lignende netværk), der har der i de sidste par år lydt en undren over, at vi i Danmark var på et helt andet niveau end fx Sverige hvad angår “professionalisering” af blogosfæren.

Så det er interessant at følge, at I er nogle, som måske ikke napper Blodin Bella i haserne men alligevel driver en seriøs forretning igennem jeres blog.

Hvad angår copy-paste pressemeddelelserne, så har du naturligvis ret i, at det forekommer, men jeg synes stort set kun, at jeg ser den slags i nyhedsbreve og lokalaviser, hvor der er få ressourcer.

mvh
Jesper

Fin diskussion omkring bloggernes magt og værdi.

Deværre føler jeg, at Acie ved siden af den her ret relevante diskussion, bruger plads på at rette et personligt angreb mod mig. Det kan jeg ikke lade stå stille hen. Acie, du skriver bl.a.:

“Men jeg synes du skylder skylden på de forkerte – så sent som i sidste uge kunne jeg se, at en medblogger havde takket ja til et par gratis sko mod at linke til en online sko-butik. Jeg havde selv takket nej til samme tilbud, af to grunde: 1. er det en form for skjult reklame, hvis en virksomhed køber sig til omtale (uanset hvad betalingsformen er)?”

JA, jeg har taget imod et par sko og nej, ikke mod link eller andet. Det afklarede jeg med firmaet, inden jeg sagde ja tak til deres fine tilbud om et par valgfri sko. Jeg synes ganske enkelt, at det var på sin plads at være åben omkring gaven og takke det pågældende firma. Det er sådan, jeg altid har forholdt mig til events og gaver i alle de 2½ år jeg har blogget. Jeg går ind for transparens og gennemsigtighed mht. gaver osv. intet er ændret der. Gummistøvleindlægget er ikke skjult reklame – http://fierceogfattig.blogspot.com/2010/05/regnvejr.html

“2. et link på acie.dk er godt nok meget mere værd end et par sko… Tilgengæld tilbød jeg pågældende online-butik at de kunne annoncere – men hvor er incitamentet, når de kan få eksponering for et sølle par gummistøvler andetsteds?? Nok ikke i samme grad, but still – eksponering..”

Acie, forskellen på du og jeg, er at du, tydeligvis, kører din blog som ren forretning, intet dårligt i det. Du udnytter mediet som ingen andre, det er da beundringsværdigt. MEN, det punkt er jeg ikke nået til endnu. Jeg hygger mig stadig og forsøger at forstå “branchen” og mediet. Jeg har ikke gået på CBS og lært om branding og korrekt opførsel ifb. reklameaftaler osv. og jeg bliver altså stadig glad over et tilbud, om et par gratis fede sko fra et helt ok firma. Ikke dermed sagt, at jeg tager imod alt der bliver kastet i min retning, men det har de fleste heldigvis forstået. Måske er jeg naiv, måske er bloggen ganske enkelt bare min hobby og mit “hjerteblod”, som der tidligere er blevet snakket om i denne debat. Måske, når jeg en dag dertil, hvor jeg kan køre min blog som en forretning, men indtil videre vil jeg have lov til at takke et firma, for en gave uden at kræve betaling for et link i et indlæg (???).

Tilsidst – Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt, ik?

Venligst,

Kia.

1) Det kan godt være, det ikke er god presseskik at forproducere nyhedshistorier til journalisterne, men sådan foregår det tit – pga. journalisterne selv! Jeg har oplevet at sende pressemateriale (detaljeret og med mulighed for yderligere info, udtalelser m.v.) ud og se det næsten ordret gengivet, uden at have hørt noget fra journalisten overhovedet. Det siger jo desværre bare noget om nyhedsmedierne, at tid til egentligt journalistisk arbejde bliver nedprioriteret (vel af økonomiske hensyn). Når det så ER, at Anne Sofie ikke får svar, er det jo fordi, virksomheden enten 1) mener, det ikke kan betale sig eller 2) ikke aner, hvordan de skal håndtere bloggere. Hvis første er tilfældet, og det sker ofte og hos mange bureauer (hvilket jeg ikke aner, om det gør), så er det måske et udtryk for, at blogmediet bare ikke bliver taget rigtigt seriøst endnu?

2. Jeg synes, det er interessant, hvordan det forventes, at en blog skal være 100 procent lystdrevet – næsten som om, at blogmediet skal kompensere for de skrantende nyhedsmediers manglende autencitet. Idealistisk er jeg med på ideen – jeg gider personligt ikke læse en blog, hvor jeg kan se, at afsenderen er afhængig af diverse virksomheders gaver. Det jeg mener er, at hvis du har en modeblog, så er det altså ret vigtigt – hvis du f.eks. vil vise kommende kollektioner og andet – at du har en god relation til de enkelte virksomheders PR-bureauer. Det ER altså en væsentlig faktor, når vi snakker blogs, hvis omdrejningspunkt er noget så omskifteligt og produktfokuseret som mode. Så er der faktorer som personlighed, uvildighed mm., men sammenlign det med, at Eurowoman pludselig ikke må få adgang til H&M’s kommende kollektioner – det vil være en redaktionel katastrofe!

3. Jeg er enig og forventer også, at de blogs jeg følger med i, kun skriver om emner, der oprigtigt interesserer dem. Men jeg tror også, at mange læsere er kloge og gode til at lure, hvis det ikke er tilfældet. Med andre ord tror jeg, at de mest populære modeblogs også har en høj autencitetsfaktor. Folk gider ikke blive løbt om hjørner med.

4. Jeg snakker udelukkende om modeblogs og PR-bureauers håndtering heraf, derfor synes jeg egentlig, at det er irrelevant, hvordan PR håndteres i andre sammenhænge. Det er jo ret tydeligt, at der netop er nogle andre vilkår her, og det er da interessant, hvorfor det er sådan.

5. Sikkert – men spørgsmålet er, om det bliver ved på den måde, eller om der med tiden bliver bred konsensus om, at det er dårlig stil og uetisk (undskyld udtrykket) at lade sig købe af gaver fra virksomheder. Det er jo i høj grad op til bloggerne selv, ikke den anden fløj.

Sådan

Nå, men der er jo røget en del gode pointer frem og tilbage i de seneste indlæg, som jeg vil prøve at forholde mig til.

1. Det ER for dårligt, hvis et firma eller et PR-bureau ikke tager sig af en henvendelse på baggrund af en pressemeddelelse, de har sendt ud. Ikke kun det – det er uprofessionelt. Pressemeddelelser er ikke (eller kun sjældent) en copy-paste klar historie lige til at smide i trykken. Det er en samling fakta, som skal fange modtagerens interesse for historien. Men for at kunne skrive historien har journalisten (eller bloggeren) oftest brug for et interview eller nogle supplerende oplysninger til den vinkel, der er valgt. Derfor bør Anne Sofie være forurettet, hvis hun ikke hører noget, når hun reagerer på en tilsendt pressemeddelelse. Det illustrerer desværre bare, at der er uprofessionelle mennesker i alle brancher – også PR.

2. Det er sikkert rigtigt, at de meget veletablerede blogs med stor følgeskare, annonceindtægter osv. i en vis grad har et behov for PR-folkene på samme måde som journalisten – for at få VIP invitationerne, produktprøverne eller noget lignende. Men efter min mening så er der en hårfin grænse, og når en blog går hen og bliver mere “business” end lystdrevet – når fokus bliver på at opretholde en bestemt læsermængde og bestemte indtægter – så har den blog forvandlet sig til noget, der mere minder om de kedelige eksisterende nyhedsmedier. Det der efter min mening ofte gør blogs mere læseværdige end en stor del af nyhedsjournalistikken er netop, at der er fokus på kvalitet frem for kvantitet.

3. Kernen i meget af det, I har skrevet, er integriteten. At man gør op med sig selv, hvornår, hvordan og under hvilke omstændigheder man vil omtale noget, som man har fået/er blevet inviteret til. Og hvordan man gør sin læser opmærksom på, hvad der er baggrunden for omtalen. Når jeg i Børsen Weekend læser en anmeldelse af et fantastisk golf resort i Stillehavet, så VED jeg godt, at den pågældende journalist har været på en ludertur (og sikkert havde hustruen med). For der er ingen måde hvorpå Børsen har råd til at sende sin journalist rundt om jorden for at spille golf et par dage. Men det er vilkårene for dagbladsjournalistikken. Når jeg læser en blog, så forventer jeg derimod som læser, at det er bloggeren der personligt står inde for, at de valgte emner har noget nyhedsværdi – noget kvalitet. Fordi bloggeren (forhåbentlig) ikke (kun) skriver for pengenes skyld, forventer jeg, at der er noget oprigtigt bag ordene.

4. Jeg synes, at der er meget, som tyder på, at PR-folk stadig ikke har luret, hvordan de skal forholde sig til bloggere. Enten tager de dem for givet (som i Kaspers historie med køkken-tv) og behandler dem med uforskammet selvfølgelighed. Eller også ser de dem som en slags journalister, som man blot skal ramme med så mange pressemeddelelser som muligt, for så må noget da for pokker nå igennem nåleøjet på et tidspunkt. Ida skriver, at firmaerne “helt sikkert har en strategi”, og det er da meget muligt, at man i modebranchen har en ide om, hvordan man vil interagere med udvalgte bloggere i PR-øjemed. Men det er langt fra situationen i langt de fleste andre brancher, skal jeg hilse og sige. Derfor bliver det spændende at følge udviklingen de kommende år og se, om blogging formår at blive et prioriteret felt inden for PR generelt.

5. Acie har i øvrigt en meget god pointe omkring bloggere, der “underbyder” hinanden. Det er jo absolut ikke uset, at takker den ene avis nej til PR-bureauets historie, så går man bare videre til den næste. Det er slet ikke utænkeligt, at den tankegang præger PR-branchen også i forhold til bloggerne.

mvh
Jesper

Men for at komme frem til dit indlægs pointe, så synes jeg, der er ret stor forskel på at købe en reklameplads på en blog – og så at fremsende en pressemeddelelse om et emne, som det står bloggeren frit for at blogge om.

Jeg ser pressemeddelelserne som en fin service, hvor jeg fra tid til anden bliver gjort opmærksom på et emne, jeg kunne finde relevant for mine besøgende.

Jeg er ganske sikker på, at de udsender præcist de samme pressemeddelelser til de danske modemagasiner uden at betale dem penge for at bringe en artikel om det.
Fx ser jeg jævnligt Elle.dk blogge om nogle af de emner, jeg har modtaget samme dag i min indbakke.

Hvis man er seriøs nok omkring sin blog og formår at udnytte sin succes kommercielt, så er jeg sikker på, at man sagtens kan spille med de samme spilleregler som de danske magasiners hjemmesider – både Anywho, CharlotteD og Acie har fx bannerreklamer på deres sites.

Jeg kan derfor ikke blive forarget eller irriteret over, at et firma ikke vil sende mig gratis produkter eller betale mig penge blot fordi de fremsender mig en masseudsendt pressemeddelelse – det er jo den måde, det foregår på overalt.

Når alt kommer til alt, så er det jo kun én selv, der sætter sin pris – og hvis ingen er villig til at betale, jamen så har man jo ganske sikkert ikke et godt nok produkt, prisen er for høj eller konkurrencen er for stor.

Afslutningsvist, så har jeg aldrig oplevet manglende respons eller næsvise svar fra nogle af de PR-bureauer, jeg har kontakt med.
Og da jeg tidligere i dag allerede har nævnt mine besøgstal, står det vist klart for alle, at jeg hverken hører ind under store eller mellemstore blogs.

Jeg har så godt nok heller ikke svaret direkte på en pressemeddelelse – det er jo som sådan ikke et oplæg til dialog men blog en envejskommunikation fra et PR bureau.

Og så tror jeg vi er grundlæggende uenige i, hvad en pressemeddelelser indebærer. Jeg synes, der er en kæmpe forskel på, om en virksomhed retter en personlig henvendelse til dig (fordi de har sat sig ind i din blog, og er interesserede i at samarbejde) eller sender en pressemeddelelse (de håber på hurtig omtale). Og ang. det med svare, så mente jeg, at det vil være underligt ikke at svare, hvis de selv har startet korrespondancen, men ikke ellers – så er det bare en kalkulering fra deres side, uhøfligt eller ej.

For at perspektivere lidt, så arbejder jeg selv et sted, hvor der ryger massevis af pressemeddelelser og invitationer ind ad døren hver dag. Vi snakker et stort medie med hundredetusinder af læsere. Det betyder stadig ikke, at der ikke også kommer masser af ubrugeligt og irrelevant pressemateriale, ligegyldige vareprøver mm. For ikke at tale om opkald fra folk, der vil tilbyde dette og hint, uagtet at det overhovedet ikke passer ind nogle steder. Det tager man med et gran salt og ignorerer eller afslår høfligt. Sådan ER det bare – åbenbart også i blogosfæren.

1. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke tog det sindsygt alvorligt med besøgstal, da jeg netop ikke havde i sinde at bruge os som konkret eksempel. Jeg så, hvad vi havde da vi opdatede hver dag og gangede op, og angav det som circatal. Åbenbart er Statcounter unreliable og tallet er sandsynligvis noget lavere, hvilket jeg beklager dybt. Næste gang, jeg prøver at begive mig ud i noget statistik skal jeg nok dobbelt og trippeltjekke med andre counters.

De info, jeg tog, er netop det, der hedder “unique visitors”, hvilket jeg – i min ekstreme naivitet – valgte at tolke som “unikke besøgende”. Hvorimod “besøg” vel er inkl folk, der kommer tilbage flere gange på samme dag. Tager jeg her totalt fejl og findes der en anden definition af “unikke besøg” og “besøg” beklager jeg dybt. Jeg syntes bare, at denne var totalt til højrebenet.

2. Du har sandsynligvis ret. Det er vel simpel markedsøkonomi (ikke at jeg som humaniorastudende har voldsomt forstand på den slags, men…), hvor irriterende det end er, når man ved, hvad den slags omtale egentlig burde være værd.

3. Det har jeg redegjort for til Ida. Fik vi ting ville vi skrive om dem, hvis vi fandt dem interessante/kunne få noget sjovt ud af det. Det betyder ikke, at vi ville gøre det under alle omstændigheder. Og angående om det er billigt eller ej ville det være lidt en upgrade i det mindste at se de varer IRL som de håber, at man vil skrive om.

4. Tja, jeg synes stadig, at det er ret uprofessionelt, og det giver mig et dårligt indtryk af firmaet. Oftest har de jo selv lagt en mailadresse nederst i pressemeddelelsen til hvis der skulle være yderligere spørgsmål. Så burde de da som minimum svare på “yderligere spørgsmål”. Men ja – jeg er vist bare lidt naiv, utopisk og træt af PR-folk lige pt…

- Anne Sofie

Over und out

Anne-Sofie:
1… ok.. hvis det faktisk er tilfældet at du godt ved hvad forskellen er, så er det alså bevidst, at du sammenligner pærer og æbler, for at fordreje sandheden!? Eller!? Jeg er forvirret!

2. Jeg kan godt forstå, at du synes det er træls, at virksomheder forventer eksponering gratis eller for en beskeden gave.. Det synes jeg også.. Men jeg synes du skylder skylden på de forkerte – så sent som i sidste uge kunne jeg se, at en medblogger havde takket ja til et par gratis sko mod at linke til en online sko-butik. Jeg havde selv takket nej til samme tilbud, af to grunde: 1. er det en form for skjult reklame, hvis en virksomhed køber sig til omtale (uanset hvad betalingsformen er)? og 2. et link på acie.dk er godt nok meget mere værd end et par sko… Tilgengæld tilbød jeg pågældende online-butik at de kunne annoncere – men hvor er incitamentet, når de kan få eksponering for et sølle par gummistøvler andetsteds?? Nok ikke i samme grad, but still – eksponering.. Min pointe er, at du ikke skal skyde med skarpt mod virksomhederne, men mod dem der sidder og underbyder dig… Virksomhederne er bare økonomisk rationelle.

3. dit svar til Ida forvirrede mig lige lidt, for dér skriver du netop, at du synes det er ok, at skrive om et firma, hvis bare du får et par solbriller!? Var det ikke netop dét der var for billigt?! Igen – forvirret!

4. Nej, du er ikke for sart… Men måske lidt naiv – betragt en pressemedelelse som en service.. Det er meget let, at skrive til et PR-bureau at du gerne vil tages af deres mailingliste og så er problemet løst. Det har jeg skam gjort i tilfælde hvor jeg syntes spammingen tog overhånd… du er ikke forpligtet til at skrive om noget – de sender dig bare info.. don’t get me wrong – jeg synes self, at det er almindelig høflighed, at svare folk der skriver.. Men måske der bare ikke er rutiner for hvem på kontoret, der skal tage sig af den slags mails!? Eller måske du er havnet i spam-filter? Eller måske de bare ikke lige har tid til at bruge deres klienters penge på et tilbud, der ikke er relevant?! Selvom jeg også gerne vil nå at svare alle de mails jeg får, så lykkes det mig aldrig. Der er simpelthen for mange – og hvad kan man gøre!?

/Acie

Og angående pressemeddelelser siger jeg ikke, at magasiner kan bruge alt, de modtager. Mere naiv er jeg dog ikke. Men nu er vores blog vi netop et personligt space, hvor vi ikke formidler generelle nyheder og den slags. Ergo har ting kun interesse, hvis de involverer os personligt. Og jeg synes faktisk, at solbrillerne er et glimrende eksempel. Vi skriver ikke om ting, vi ikke selv har et forhold til. Random solbrillemærke? Nope. Hvis vi får et eksemplar, så vi har noget at forholde os til? Sure. Hermed ikke sagt, at vi ville skrive om alt vi modtog. Men det ville trods alt passe ind i vores stil på bloggen frem for bare et random: “Det og det mærke kommer til DK og kan købes der og der, det er superfint, tjek det.!”-indlæg. Det er kedeligt for både os og vores læsere.

Og det er netop svaret på det spørgsmål, du stiller: Jo, en henvendelse er interessant, hvis den er relevant. Desuagtet vareprøver. Men nu er pressemeddelelser udelukkende relevante for os, hvis de har relation til os som mennesker, jævnfør solbrille-eksemplet. Jeg forestiller mig, at et magasin har brug for et vist antal sider, de skal fylde med interessant (nyheds)stof for deres læsere. Derfor er pressemeddelelser interessante for dem på en anden måde end de er for os, hvis indhold er baseret på helt andre ting.

Og jo, man kan bare scrolle forbi dem, hvis de er uinteressante. Men for at determinere hvorvidt, de er det, skal man jo først åbne dem, læse dem og tage stilling til dem. Og det tager tid.

Jeg står ærlig talt fast på min holdning. Når de henvender sig til os først (masseudsendt pressemeddelelse eller ej kunne ikke interessere mig mindre – det er stadig en mail i min indbakke som jeg skal tage stilling til), synes jeg, at de bør tage stilling når jeg henvender mig til dem efterfølgende.

Men du virker til at fokusere meget på det med, at det er en respons på en pressemeddelelse. Hvad så, hvis jeg sender dem en seriøs mail på eget initiativ? Skal de så heller ikke svare på den? Måske er det bare mig, der har en forskruet form for høflighed, men jeg svarer da på alle mails, jeg modtager. Selv hvis jeg blot skal give et afslag. Det må da vel være deres job?

Angående det sidste ønsker jeg ikke at gå i detaljer med det herinde. Men det har på ingen måde været urimelige langt-ude-i-skoven-forslag.

- Anne Sofie

Ang. pressemeddelelser, er det så ikke bare at scrolle videre, hvis der er noget, du ikke kan bruge? Jeg tror/ved, at alle, der beskæftiger sig med medier modtager tonsvis af ubrugeligt pressemateriale og invitationer til mere eller mindre tvivlsomme arrangementer. Det er ligesom en del den verden. Noget kan man bruge, andet kan man ikke bruge. Du skriver, at I i modsætning til magasinerne ikke kan bruge alt, I modtager. Det kan magasinerne og aviserne heller ikke, sku’ jeg hilse at sige. Dit eksempel med solbrillerne synes jeg egentlig bare udstiller en vis forkælethed – det du siger er jo, at hvis en virksomhed sender jer en pressemeddelelse om nogle solbriller, så skal de også være villige til at give jer et par. Undskyld mig, men er det så ikke jer, der er i lommen på dem? En henvendelse er vel interessant, hvis den er relevant for jeres indhold, uanset om I kan få vareprøver eller ej.

Til det sidste: ja, jeg synes du er sart, hvis du forventer at få svar på en henvendelse foretaget PÅ BAGGRUND af en pressemeddelelse eller anden masseudsendt besked. Hvis I derimod bliver kontaktet personligt af en virksomhed eller et PR-bureau, så synes jeg, det er dårlig stil og også ret mystisk af dem ikke at svare jer tilbage. Men det er ikke mit indtryk, at det er det, der er tilfældet? Hvad har I egentlig konkret bedt om?

Angående respekt mener jeg, at det måske er svært for firmaerne at finde et ståsted i forhold til bloggerne, da de jo netop ikke er en et magasin med mange ansatte, men oftest kun er et menneske, der til gengæld står inde for indholdet med hele deres private person. Ligesom bloggere ikke fødes som businesswomen fra den ene dag til den anden, og det måske gør kommunikationen lidt vanskelig.

For ja… Når jeg åbner vores inbox gør jeg det som privatperson, ligesom jeg på bloggen skriver som mig selv. Og når jeg så ser et mindre hav af pressemeddelelser tenderer jeg til at tænke som privatperson. Vores blog er ikke en formidlingskanal, der skal fyldes op med nyheder om dette og hint for at være interessant for vores læsere – i modsætning til magasiner har vi ingen interesse i pressemeddelelser, medmindre det faktisk er noget, der involverer os (“Uh, et solbrillefirma er kommet til DK? Hvad rager det lige os og vores læsere, når vi skriver om Kajkager og visdomstænder? Medmindre vi altså får et par, så vi har noget at forholde os til. Nå ikke? Screw you.”) .

Og så er spørgsmålet så: Er jeg for sart, når jeg faktisk irriteres over, at folk, der approacher os og ønsker noget af os, ikke engang gider at svare på efterfølgende henvendelser? For helt ærligt – når de tager noget af min tid regner jeg da med, at de kan afsætte noget af deres tid til mig. Som nævnt før har jeg forståelse for, at de ikke udsender sponsorater til alle og enhver, der spørger. Men det ændrer ikke på, at det provokerer mig, når de ikke engang svarer på henvendelser, der efterfølger deres egne. Om de så har sendt 3 millioner pressemeddelelser ud i den forbindelse kunne faktisk ikke rage mig mindre.

- Anne Sofie

1) Mon ikke virksomheder og deres PR-bureauer er så intelligente, at de kun smider opmærksomhed (ergo penge) de steder, hvor det kan betale sig? Det kan så åbenbart betale sig at skyde med spredehagl efter en masse bloggere, fordi det åbenbart formår at skabe omtale i et-eller-andet omfang. Så har virksomheden brugt 10 minutter og fået omtale svarende til flere tusinde kroner online. Det ER en win-win for virksomheder, uanset graden af omtale.

2) Pressemeddelelser m.v. bliver i de fleste tilfælde sendt ud automatisk til modtagere i den pågældende virksomheds system. Dvs. at pressemeddelelsen, nyheden eller hvad det nu er, også ryger ud til rigtigt, rigtigt mange andre. Det er med andre ord naivt at tro, at de henvendelser man får (i nogen tilfælde), er rettet specifikt mod én med henblik på et samarbejde. Det er og har aldrig været meningen med en pressemeddelelse. Det er derimod omtale. Virksomheder ser helt sikkert potentiale i modebloggerne og der findes efterhånden mange eksempler på succesfuld pr med gensidig win-win, men en virksomhed forpligter sig altså ikke til noget ved at udsende information om sig selv.

3) Jeg er som udgangspunkt enig med Jespers betragtninger på K-Forum (og den anden artikel, der linkes til) – bloggere adskiller sig naturligvis meget fra journalister. Dog synes jeg, det er vanvittigt naivt at tro, bloggerne ikke har andre intentioner med deres skriverier, end at dyrke deres hjerteblod. Det er ikke en undervurdering af bloggernes autencitet – overhovedet ikke – men man må da formode, at mange bloggere ønsker at have høje læsertal og på sigt kunne positionere sig ifht. andre bloggere. Tager man derudover i betragtning, at efterhånden mange modebloggere kører kommercielle samarbejder i den ene eller anden grad, rabatordninger og bannerannoncering, er det da heller ikke uvæsentligt, hvordan de ligger ifht. resten af markedet. I hvert fald ikke hvis de vil fortsætte sådanne samarbejder m.v.
- I det perspektiv kan relationen mellem blogger og PR-bureau være lige så væsentlig som relationen mellem journalist og PR-bureau. Journalisterne skal ikke kappe hånden over på den hånd, der fodrer dem, for så mister de den gode historie. Bloggerne skal ikke gøre det, for så mister de adgangen til previews, fester og andet, der er med til at gøre deres blog stærk og konkurrencedygtig.

Ovenstående var i høj grad en kommentar til Jesper ifht. antagelsen om, at det er PR-bureauerne, der skal tilpasse sig bloggerne, der ligesom antages altid at have the upper hand. At du, Anne-Sofie, har oplevet Jeres blog “overset” og ikke-respekteret som blog, er da stof til eftertanke ifht. den PR-strategi, der lægges for dagen af virksomhederne. Men igen, så synes jeg, dit indlæg bygger på en idé om, at virksomheder som udgangpunkt altid skal stå til rådighed for interesserede blogs, fordi “I er det værd”. Det er I jo så åbenbart ikke iflg. visse firmaers PR-strategi. For tro mig – de har én.

Så jeg er noget overrasket over Anne Sofies udmelding om, at bloggere føler sig dårligt behandlet. Jeg tror, at det er farligt at generalisere for meget, men tidligere skriverier (fx http://www.kommunikationsforum.dk/jesper-andersen/blog/bloggere-skal-behandles-helt-anderledes-end-journalister med udgangspunkt i Kasper Bergholts oplevelser med køkken-tv) har efterladt mig med indtrykket af, at det først og fremmest handlede om at behandle bloggere med RESPEKT og IKKE som en købt publicity-kanal?

mvh
Jesper

P.S. Jeg håber virkelig, at Acie mener “enten” i stedet for “hverken”. Ellers har hun da lige afsløret sig selv

Eksamensstress, I ved…

Anne Sofie

Og som jeg påpegede overfor Lisbeth handler det ikke om, om hvorvidt SidneyLise har 28.000 eller 35.000 læsere pr. måned. Det kunne være en hvilkensomhelst blog i det vækstlag, og jeg synes ærlig talt, at der går irriterende flueknepning i det, når det er hovedparten af det, der diskuteres.

Men okay, lad mig omformulere: En hvilkensomhelst blog i mellemkategorien, som ikke har 1000 læsere og måneden og ikke har 100.000 læsere om måneden, men et sted inde imellem, får ikke tilnærmelsesvis så meget respekt fra pr-bureauer og firmaer som hjemmesider med et lavere antal besøgende. Dette er ikke en revival af Persilje-debatten, for tilbuddene og opmærksomheden er der skam i hobetal.

Men ligeså snart man faktisk foreslår et samarbejde, som mere end den ene part ville få noget ud af, så er pr-folkene pludseligt tavse. Ikke engang en respektfuld afvisning (hell, man kan da som blogger sagtens forstå, at diverse firmaer ikke kan give sponsorater til alle), men bare isnende tavshed. Indtil næste pressemeddelelse.

Det er da hamrende provokerende. En ting er, at de ikke med det samme skriver: “Hey, jeg kommer fra XX, må jeg ikke godt sponsorere jer?” hvorefter de smider ting i hovedet på en. Det er klart, at man selv skal gøre en indsats. Men når man så faktisk gør opmærksom på, at man netop ikke bare er til salg for et link, så er der pludselig tavshed. Og det sker ikke af og til. Det sker hver gang. Og det ser jeg egentlig som en totalt manglende respekt overfor bloggerne. Især når bloggere faktisk har noget at have deres “krav” i.

- Anne Sofie

Ooooog – jeg kan nu godt forstå at Lisbeth stejler, for det er ærgerligt at den slags unøjagtigheder får råderum. Det giver et indtryk af at vi (os modebloggere, that is) er uprofessionelle og ikke ‘ved’ hvordan vi beregner vores egen værdi – og sådan, kommer vi altså ikke langt. Faktum er at der er MEGET stor forskel på vendingerne ‘besøg’ og ‘unikke besøg’ – langt større end den semantiske forskel jeg fornemmer Anne-Sofie ser

In short – jeg er helt enig i at det er en utopisk tilgang til branding de ligger for dagen, but we can’t blam’em for trying; vi kan derimod forklare, at det så absolut er muligt at købe annoncering istedet, og at vi gerne sender en faktura.

/Acie, som er sulten

Der findes ingen transparent målestok for danske modeblogs, som vi tidligere har været inde på her på MB.
http://modebevaegelsen.dk/besoegstal-danske-modeblogs

De blogs, der formodes at være de største, holder deres tal for sig selv, hvilket jeg har fuld forståelse for.

Der er ingen modeblogs, der er medlem af FDIM (Foreningen af danske interaktive medier), hvis Gemius-værktøj er markedstandarden på dansk grund.

På international grund er det ofte Google Analytics eller Sitecatalyst, der køres efter. Og du, Lisbeth, har helt ret i, at der ofte er stor variationsgrad mellem de forskellige statistikværktøjer.

Om Sidnelyise har 30-40K unikke besøgende eller det halve er — som jeg ser det — ikke så vigtigt i denne sammenhæng.

Sirene.dk havde i marts omkring 8.700 unikke besøgende — og jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen pr-bureau går til værks på samme måe over for dem, som de gør overfor standen af danske modebloggere.

Bureauerne satser strategisk på vanvittig billig omtale — og der er der jo nok en grund til. Nogle agerer noget mere indfølende, og “køber” bloggere med opmærksomhed, hvilket fx er en del af Friis og Co’s udtalte repositioneringstrategi. Latte, showroomfremvisning, samtale — nærhed — og så er omtalen sikret.

Mia derfra holder faktisk oplæg om, hvordan man kan interagere smartest muligt med bloggere (sidst i forbindelse med Social Media Club, Copenhagen).

Friis og Co har tidligere udtalt, at de kan måle en voldsom stigning i efterspørgslen på et produkt, hvis det opnår positiv omtale i blogosfæren.

Den grundlæggende præmis i artiklen — som indfanget i titlen — er vel det, det handler om. Hvor billige mener virksomheder og bureauer I modebloggere er? Og hvor billigt vil I sælge jer selv? Skal der et link til? En taske (fra Friis eller Marc Jacobs) eller solide annonceindtægter a la dem, de traditionelle medier kan trække hjem.

En dobbelt helside koster i Alt for damerne 110.000 kroner, og en enkeltside 60.000. Ex moms. Mediebureauer og store brands kan selvfølgelig opnå loaylitets- og finanskriserabat, men der er stadig et stykke op til forsøget på at nå 5K til 40-80K læsere — kvit og frit.

Og jo — der er selvfølgelig forskel på onlinemedier og magasiner. Men Egmont ta’r rask væk 230 spir for 1000 visninger på fx Alt for damerne. Og 1000 visninger er ikke det samme som pageloads. Der kan godt vises 2, 3 eller 4 reklamebannere på én side.

Hvis de tal sammeholdes med fx Sidneylise-bloggen, som pt. er den 9 største blog, der er med i Blogtoppen, så er der dæleme noget af et spænd!

Alt godt & go’ pinse!

Kasper

Jeg tænkte helt ærligt, at “en mellemstor blog af SidneyLises størrelse” kunne være enhver blog i det, jeg kalder mellemkategorien, og som ligger omkring det interval af besøg. Og jo. Når vi har blogs med 100 daglige besøgende og blogs som Kia med knap 90.000 månedligt, så ser jeg ærlig talt ikke den store forskel i, hvorvidt en blog har 28.000 eller 35.000 unikke læsere. Ikke når vi er oppe i det interval. Det vil stadig for mig være en mellemkategori.

- Anne Sofie

Hvis du benytter dig af Statcounter, så indstiller du selv, hvor lang tid der skal være mellem to besøg, før de regnes for unikke besøg – mens fx. Google Analytics kun tæller et besøg allerførste gang den besøgende kommer til bloggen.

Jeg er ret sikker på, at magasinerne benytter sig af fx. Google Analytics og deres besøgstal vil i så fald være noget lavere end tal fra Statcounter.

Som eksempel kan jeg nævne, at min anden blog, It’s Fashion, Baby, i sidste uge havde 1883 besøgende i følge Google Analytics, 2439 unikke besøgende i følge Statcounter og 1663 i følge Blogtoppen.

Så som du nok kan se, så er der en ret stor forskel, og derfor synes jeg ikke, du kan sammenligne besøgstal på den måde.

Venligst,
Lisbeth

My bad

- Anne Sofie

Lisbeth: Tallene er taget på baggrund af de læsertal, vi havde, dengang vi opdaterede vores blog hver dag. I starten af april trak vi ca. 1300 unikke via Statcounter dagligt, hvilket ganget med 30 dage i en måned giver 39.000. Jeg valgte at se dette som ret repræsentativt, da de fleste bloggere opdaterer hver dag.

Da der nu ofte kan gå 2-3 dage mellem vores blogposts er det ugentlige antal af besøgende selvklart faldet – jeg har ærlig talt ikke styr på, hvad der står inde på Blogtoppen, men jeg har tidligere talt med andre bloggere om, at den viser noget lavere tal end andre counters. At Statcounter skulle være mere gavmild med besøgende end andre tællere er meget muligt, hvorfor jeg også har sat et interval på 5.000 læsere.

Jeg har i en tidligere debat herinde læst, at Kia fra Fierce og Fattig skulle have omkring 80.000 unikke besøgende om måneden. Hvorfor jeg bruger termen “en mellemstor blog” om en blog, der har (knap) halvt så mange besøgende.

Ellers uklarheder?

- Anne Sofie

En mellemstor dansk blog på SidneyLises størrelse har mellem 35.000 og 40.000 unikke læsere om måneden. I sammenligning hermed er tallene for hjemmesiderne for henholdsvis Sirene ca. 9.000 og Eurowoman 31.000 besøgende.

Jeg er ret interesseret i at høre, hvordan I har målt de besøgstal, og hvordan de er udregnet?
De matcher ikke helt de tal, der er oplyst for jeres blog på Blogtoppen, og de virker også meget høje i forhold til nogle af de allerstørste modeblogs her i Danmark.

Godt med en opsang til firmaer, som udnytter bloggers tid, indlæg og skider højt og helligt på deres værdighed og kærlighed til blogs.