Hvor billige tror I, at vi er?
Over de seneste år, er bloggere blevet en særdeles attraktiv samarbejdsrolle for firmaer, der ønsker at få deres produkter ud til bloggernes købedygtige målgruppe. I den forbindelse har jeg observeret fire forskellige kategorier inden for firmaernes definition af samarbejde:
1. Vi ønsker omtale hos jer, men vi vil ikke betale det mindste for det. Kendetegnende for denne kategori er, at firmaet udsender massevis af pressemeddelelser, og skulle man skrive til dem efter produktoplysninger, er de utroligt hjælpsomme. Det øjeblik, bloggeren spørger efter en prøve på produktet eller foreslår et samarbejde, hører man dog typisk ikke mere fra dem. Ikke engang en pæn afvisning.
2. Hvis I omtaler os, får I måske noget ud af det, a.k.a. konkurrenceteknikken. Denne teknik er faktisk lidt smart. Grundprincippet er, at et firma udskriver en konkurrence: Omtal vores produkt og send os linket, og så vil vi udtrække én vinder, som får tilsendt et eksemplar af produktet. I forhold til første punkt på listen er der langt flere, der vil skrive om produktet, da der er chance for noget konkret pay-off. Men samtidig er det langt billigere for firmaerne end punkt 3. For et par bukser til 500 kr. kan de få (positiv) omtale på et tocifret antal blogs. Ikke nogen dårlig taktik.
3. Vi sender jer vores produkt, og så håber vi, at I skriver om det. Dette er sandsynligvis en ganske virksom teknik. Man skriver til bloggeren og spørger om vedkommendes adresse, og derefter sender man dem vareprøver på alt mellem himmel og jord i håb om, at bloggeren vil nævne det på bloggen. Dog lader det til, at denne teknik mest er forbeholdt de største bloggere (ellers se punkt 1).
4. I omtaler os – vi linker til jer. Denne kategori er lidt tricky, for umiddelbart ser det jo fint ud med et link på produkthjemmesiden til gengæld for et enkelt indlægs omtale. Men ved nærmere undersøgelse viser det omtalte link sig oftest at befinde sig enten på en underside til produktets hjemmeside (firmabloggen er en klassiker), eller gemt godt af vejen på en lang linkliste eller nede i et hjørne et sted.
Efter at have redegjort for disse fire tendenser bliver jeg nødt til at stille det spørgsmål, som jeg indleder dette debatindlæg med: Hvor billige tror firmaer egentlig, at bloggerne er?
Læs også: BuzzaNova ruller Reebok EasyTone-reklame ud i Danmark.
En mellemstor dansk blog har mellem 35.000 og 40.000 unikke læsere om måneden. I sammenligning hermed er tallene for hjemmesiderne for henholdsvis Sirene ca. 9.000 og Eurowoman 31.000 besøgende. Alligevel oplever jeg gang på gang, at firmaer ikke tager bloggerne alvorligt, når de enten responderer på deres pressemeddelelser eller skriver til dem på eget initiativ.
Respekter os – vi er det værd!
Det er et faktum, at en rigtig stor del af de danske bloggere sidder på læsertal, der fuldt ud kan konkurrere med oplagstal for diverse magasiner. Samtidig har den typiske modeblogger adgang til et segment, der er særdeles købedygtigt og som disse firmaer derfor meget gerne vil ud til. Alligevel lader mange firmaer til at se bloggere som en billig smutvej til omtale, men uden at være villige til at yde noget til gengæld.
For hvad skal bloggere med links på en (næppe særlig velbesøgt) firmablog? Det er dem, der sidder på læsertallene. Hvorfor skal man rose et produkt til skyerne, i håb om måske at være den ene heldige person, der får produktet tilsendt efterfølgende? Og hvorfor skal man skrive en personlig anbefaling af netop jeres produkt, når I ikke engang vil ofre en vareprøve på det. Normalt ligger priserne for en reklame på en hjemmeside af en mellemstor blogs størrelse noget højere end de par hundrede kroner, en sådan produktprøve typisk koster…
Kasper Aae: Men hvis vi skal fortsætte flueknepningen har jeg jo aldrig skrevet “absolut unikke besøgende”. Jeg har skrevet “månedlige unikke besøgende”, hvilket er overtaget fra en post på Statcounter, der hedder “monthly unique visitors”. Først gangede jeg skødesløst tallet op, men da folk blev ved med at køre i det, dobbelttjekkede jeg med vores Statcounter (jaja, jeg ved at den er unreliable, men nu har jeg ikke andet), og den gav mig et tal, der lå indenfor mit interval. At den ikke regner i “absolut unikke besøgende” – well, for at være ærlig anede jeg ikke, at nogen gjorde det overhovedet. Så det vil sige, at når man opgiver besøgstal generelt er det altså 9.000 forskellige ip-adresser, der besøger Sirene? Og 31.000 forskellige ip-adresser, der besøger Eurowoman?
Jamen, så kan jeg godt se, at jeg har overvurderet vores blogs størrelse med mange, mange, mange tusind besøgende. Så må blogs med omkring 100.000 (absolut) unikke besøgende vel nærmest have millioner af pageloads. Hvis ikke… Jamen, hvorfor er det så overhovedet relevant i denne sammenhæng?
Alle folk: Jeg er vanvittigt ærgerlig over, at denne debat er gået i denne retning. Jeg synes, at det er virkelig fint at påpege, at Statcounter ikke er en ordentlig kilde at basere besøgstal på, fordi bladene bruger andre counters. Se, det vidste jeg ikke og for at være ærlig var jeg så fokuseret på resten af min artikel, at jeg tænkte: “Okay, hvorvidt det er 25.000 eller 40.000 er ikke altafgørende. Det vigtige er, at vi ligger i det interval, der hverken kan karakteriseres som vanvittigt højt eller vanvittigt lavt.”, og var derfor noget skødesløs med de nøjagtige tal.
Da jeg skrev “af SidneyLises størrelse” var det fordi, jeg har baseret dette subjektive debatindlæg på mine oplevelser og derfor ikke blot kunne skrive: “En blog med omkring 35.000-40.000 månedlige (ikke absolutte, men dog) unikke besøgende oplever”, for så ville det første spørgsmål nok være: “Ja, og hvor ved du liiiiige det fra, når du ikke nævner navne?” Det var ikke ment som, at det skulle omhandle OS specifikt og dermed vores nøjagtige besøgstal. Jeg tog udelukkende vores størrelse som udgangspunkt. Ellers havde jeg skrevet: “En mellemstor dansk blog *host* SidneyLise *host* med 37,245 unikke (ikke absolutte) besøgende oplever…”.
Jeg havde aldrig i livet forestillet mig, at folk faktisk ville rende ind på vores Blogtoppen-side og lave egne (mangelfulde) udregninger, for at bevise hvor meget jeg tog fejl. Samt antyde, at de nævnte tal vist liiiiige er kreative nok og at jeg forsøger at “fordreje virkeligheden”. Ærlig talt så er the crucial mistake, jeg har begået her, at stole på en ret brugt counter og at overføre tal og begreber direkte derfra. Jeg har slet ikke den fornødne matematiske hjerne til at bevidst at svindle med tallene.
Dette er det sidste, jeg har lyst til at sige om læsertalsproblematikken. Nu kan der forhåbentlig ikke koges mere suppe på den.
Angående debatindlæggets hovedpræmis syntes jeg, at der er kommer nogle interessante aspekter frem. Jeg tror dog personligt, at problemets hovedkerne ligger i, at bloggere netop er privatpersoner, hvilket firmaer og PR-bureauer måske har lidt svært ved at finde ud af, hvordan de skal omgås. Nogle bloggere har måske et naturlige take for business og hvordan omgangstonen er indenfor branchen, men rigtig mange (af os) går stadig i gymnasiet eller studerer noget (ikke businessrelateret), og kan derfor have problemer med, hvordan man skal forholde sig til den overvældende interesse fra firmaer og PR-bureauer. Samt hvad omgangstonen egentlig er i branchen: Hvad betyder en pressemeddelelse? Hvad er omtale egentlig værd? Hvordan er loven med hensyn til at modtage gaver?
Det er mit indlæg vel egentlig et klassisk eksempel på.
- Anne Sofie
Så hvis Anne Sofie nu lige fjernede “unikke” og blot skrev “besøgende” så kunne denne debat handle om det den skulle?
Jeg kan sagtens se, at der ikke skal opgives forkerte tal – men come down. Det er nok ikke sådan at Anne Sofie har siddet og tænkt, at hvis hun lyver og pynter lidt på tallene, så tror folk SidneyLise er rigtig store, håhåhåhåååå, og så narrer hun alle de naive stakler på internettet og så læser ENDNU flere SidneyLise, og så får man gratis gaver fra Friis & Co. og lever livet i sus og dus.
Jeg synes det er ærgeligt at en så relevant debat bliver til mudderkastning og personlige stikpiller fra (stort set) alle sider.
Min pointe handler nok lige så meget om, at det er smart at have styr på de begreber, man bruger, når man skriver et indlæg om, at man gerne vil tages mere seriøst som blogger. Hvis man ikke har, så kommer det, uanset hvor gode ens argumenter ellers er, til at virke knapt så professionelt – og så falder “tag os mere seriøst”-budskabet jo lidt til jorden.
Jeg faldt lidt tilfældigt over denne debat, men synes emnet er yderst relevant for alle dele af modeverdenen. Jeg vælger at se bort fra alle personangreb og statistikker i dette indlæg, og kun forholde mig til det grundlæggende budskab: Hvor meget skal en modeblogger have for sin indsats?
Jeg sidder på den helt anden side af bordet, da jeg er den lykkelige indehaver og designer af et lille brand der laver kjoler og accessories. Jeg er som mange andre i modebranchen taknemmelig for,og afhængig af omtale i diverse medier. Da jeg pga krisen har skåret mit PR budget helt væk, herunder samarbejde med et PR bureau, sker dette naturligvis ikke særlig ofte lige nu.
Jeg har aldrig selv kontaktet en blogger eller lovet gaver for omtale. Dog har jeg givet en lille gave til en goodiebag, hver gang føromtalte PR bureau holdt pressedag. Dette har aldrig givet direkte omtale, det eneste jeg har kunnet spore er, at gaven ofte efterfølgende er blevet sat til salg på Trendsales.
Jeg kan se på flere indlæg at mine gaver nok næppe har været store nok. Eftersom jeg er et lille firma har jeg måttet være kreativ for at finde gaver indenfor et rimeligt budget. Og jeg er selvfølgelig ikke så naiv, at jeg forventer at alle går hjem og skriver om netop min gave.
Alligevel bliver jeg lidt provokeret, for kan det virkeligt passe at det kun er de mærker der har råd til store fine gaver og sponsorater der kan få omtale. Og hvor er integriteten i bloggen og alle andre steder i modeformidlingen så?
Jeg kan godt forstå at en blog er en virksomhed der skal generere et overskud, og at man derfor siger nej tak til gummistøvler og solbriller for omtale. Men siger man så også nej til Marc Jacobs tasker og Chanel parfumer?
@Tobie — mode22mensch22 er navnet på min administratorkonto, af og til glemmer jeg at rette efterfølgende. Beklager!
Som jeg ser det, og lige har prøvet at forklare på din egen blog, så indlæser du en præmis og en agenda i indlægget, som det ikke indeholder.
EOD herfra på det emne.
@Jesper
Tak for solide, faglige indspark og indblik i, hvordan pr-mennesker tænker.
Spam-vinklen — tjek! — det er der vist mange, der ikke ved.
Jeg kan også godt forstå den garvede rottes valg af ikke at deltage hér. Men at skyde skylden på fnidder, det forstår jeg egentlig ikke. Præmissen i artiklen er klar. Interessen for bloggerne er klar. Virksomhederne efterspørger kontakten.
At bloggere er for forskellige til, at man som pr-mand kan sige noget fornuftigt om sit arbejde med det segment, det er da på grænsen af det arrogante, er det ikke?
Eller det er måske for farligt? For rodet? For menneskeligt?
Journalister er jo noget, vi kun har haft i en 300-400 år, og den objektive formidlingsmodus er jo heller ikke noget, der er helt historieløst…
Men jeg kan da godt se, at en debat, der derailer — og knopskyder i alle mulige retninger — kan være problematisk at træde ind i fra sidelinjen. Og man internettet glemmer jo som bekendt ikke, så der skal jo en vis afvejning af risikoniveauerne til…
Måske et gæsteindlæg — (med lukket kspor
Alt godt,
Kasper
Ulla: Tusind tak for dit indlæg og et meget interessant syn fra “den anden side af bordet”, som du kalder det.
Du har faktisk en pointe i, at det også går den anden vej: Bloggen skal have en vis størrelse for at interessere firmaer, men samtidig kan en mindre gave også forsvinde i mængden, hvis den udelukkende går til de store bloggere. Du skriver, at det har været i forbindelse med en pressedag, og det får mig til at tænke på, at “problemet” nok er, at der til en sådan typisk kun inviteres de største bloggere. Og det er vel lidt en selvforstærkende effekt, for hvis det altid er de samme 10 bloggere, der inviteres, får gaver, etc. Jamen, så kan tingene sagtens forsvinde blandt større og “flottere” sponsorater.
Jeg har faktisk tit i mit stille sind tænkt, at der for (især mindre) firmaer måtte være en omtaleguldgrube i at fokusere på mindre blogs. Jeg forstår godt, at man måske umiddelbart, hvis man ikke er kendt indenfor området, kun har kendskab til de største og mest omtalte (eller simpelthen ser det som den bedste forretning), men udfra min opfattelse ville rigtig mange bloggere med 100-300 faste læsere (det er den boks, der typisk er ude i siden med en masse billeder i) blive superglade for en gave – selvom den ikke var en MJ Taske eller i den kategori – fordi de netop (efter mit kendskab) typisk bliver lidt “ignoreret”, men samtidig faktisk trækker ganske anstændige læsertal. Jeg har engang set en blogger anmelde et mundskyllemiddel som vedkommende fik i gave, så det er altså ikke umuligt at få omtale selvom man ikke er et stort firma. Man skal nok bare passe på med at stirre sig blind på de allerstørste bloggere
- Anne Sofie
Uden at ville tolke min vens handlinger eller tale på hans vegne, så tror jeg, at han blev betænkelig pga. den passion, lad os kalde den det, som tråden bærer præg af. Jeg tror ikke, at han så en reel interesse fra andre end Anne Sofies side i at diskutere det, som tråden var startet for. Jeg hænger her jo også kun, fordi jeg kender nogle af debattørerne og fordi emnet var oppe så sent som på Social Media Club Copenhagen forleden og derfor interesserer mig.
Jeg synes, at det er fedt, at Modebevægelsens brugere gerne vil diskutere PR-folks arbejdsmetoder, men det kræver desværre nok, at man opsøger dem på fx K-forum og giver dem et spark bagi for at få dem i gang
Slutteligt kan jeg sige, at i et lukket netværksforum, hvor jeres tråd blev taget op, var den eneste kommentar: “Kender de ikke forskel på marketing og PR? Vi (k-folk) betaler jo netop IKKE for omtale…” Det lyder måske arrogant, men det er bare et udtryk for, at PR-folk er vant til, at hvis historien er god nok, så bringer medierne den også. Spørgsmålet er, om det altid gælder for blogs også? Det tyder kommentarerne her jo ikke på.
mvh
Jesper
@Anne Sofie: I dit svar til Ulla er du inde på et interessant dilemma. I klassisk forstand kan PR-folk opbygge en mailingliste af nyhedsmedier, som kun kræver ganske lidt vedligeholdelse, og som kan anvendes hver gang en ny pressemeddelelse skal sprøjtes ud til masserne. Og hvis jeg fx var konsulent den dag i dag, så ville jeg være flintrende ligeglad med, hvilke 85% af ugeaviserne og lokalsprøjterne, der tog historien. Det gælder bare om at opretholde volumen, tælle spaltemilimeterne og få honoraret. Det er både plat og meget lidt produktivt, men så længe kunderne ikke holder PR-folkene op på nogle mere RELEVANTE måleparametre, så er det i princippet helt ligegyldigt, om det er læsere på Bornholm, Fyn eller Rømø, der rammes. En læser er, sørgeligt nok, en læser.
Med blogs er der to umiddelbare valg: Afsætte en masse ressourcer og nøjagtigt udvælge de blogs, der afspejler den rette målgruppe og det rette indhold og så forsøge at opbygge en meningsfuld relation til dem – eller at skaffe så mange bloggeres mailadresser som muligt og så tæppebombe dem med den samme pressemeddelelse uden at tage sig synderligt af, om det er relevant hver gang for den enkelte blogger. På den måde bliver I lidt ofrene i en kosteffektiviseret publicity-maskine, der vil fortsætte i det gear, indtil det giver bedre økonomisk mening at gøre det anderledes.
Det kommer forhåbentligt gradvist til at ske. Jeg synes, at indlægget fra Friis & Co. på SMCCPH #1 i sidste uge var et godt eksempel på, at der også er firmaer, som tager sig tiden til at opbygge relationerne. Men det er klart, at de største blogs får mest opmærksomhed. Sådan som det også er de største nyhedsmedier med flest læsere, som får mest opmærksomhed fra PR-folkene.
Hvordan bliver man så en større, mere læst blog? Ja, det ved I mere om end mig, men jeg antager, at det handler om kvalitet, stædighed og talent – nøjagtigt som det i øvrigt gør i de fleste andre brancher.
Jeg kan godt forstå Ullas trængsler, for det er sgu’ ikke nemt med de priser, PR-folk er nødt til at tage i dag for at kunne dække udgifterne (jeg ved, de kan virke dyre og grådige, men der er faktisk ikke ret mange af bureauerne, der tjener særligt store penge). Det er en floskel, men jeg tror ikke, at der er nogen vej uden om, at du (UIla) forsøger at tænke ud af boksen. Nogle af de største PR-successer er skabt for ekstremt små beløb, og det er hårdt at sige, men det kræver først og fremmest den gode idé snarere end store budgetter.
mvh
Jesper
Hej Kasper
Lige en kommentar til det med, hvorfor PR folk ikke har deltaget i din debat herinde. Kunne det måske have noget at gøre med, at din side er forholdsvis ny og der ikke er så mange der kender den? Eller som Jesper så rigtigt siger det er på K-Forum de er.
mvh
Kære Mette!
Du har naturligvis helt ret i, at man ikke kan forvente, at pr-folkene dukker op af sig selv på et relativt nyt site. Men jeg kan se, at de skam har været forbi fra mange af de større steder –
Fx fra CGI Mannov og Holm Kommunikation — to af landets førende konsulenthuse inden for PR.
Og et par brands af en vis størrelser har også læst med — Samsø og Samsø, Bestseller, IC Company, Louis Nielsen, Bruunz Bazaar og Bruel og Kjær, for at nævne nogle af de mest kendte.
Så interessen for området er der skam.
Jeg har også syndikeret videre til netop Kommunikationsforum for at nå lidt bredere ud med diskussionen, og Jesper har delt med sit erfarnetværk inden for digital kommunikation og pr på Linkedin.
Trods den krise i branchen, som Jesper nævner, så findes der en sand skov af pr-virksomheder, der tilbyder rådgivning og pr-håndtering inden for mode- og livstilssegmentet — og mange af dem slår sig op på at have fingren på pulsen, når det kommer til håndtering af new media / social media / blogs.
Se fx her: http://modebevaegelsen.dk/pr-bureauer-med-speciale-i-mode
Alt godt,
Kasper
Anne Sofie: Tak for din respons. Du har helt ret i at min gave nok er forsvundet i mængden. En goodiebag gives vel også mere som en ”goodwill” end med det formål at få netop det produkt i et medie. Jeg ved faktisk ikke om der på disse pressedage overhovedet er inviteret bloggere, eller om man kun har satset på magasin pressen.
Du har ret i at det er en god ide at satse på de lidt mindre blogs, ligesom det ofte er en god ide at gå gennem en modeassistent på et magasin end selve moderedaktøren. Jeg arbejder ud fra den filosofi at det ikke er antallet af læsere der er interessant, men om det er de ”rigtige” læsere. Dog synes jeg ofte ”små” blogs er for useriøse og mere handler om hvad bloggeren lige har købt i Top Shop eller hvilken designer taske de drømmer om.
Jesper: Jeg syntes på ingen måde at det PR bureau jeg benyttede, var urimelige eller grådige i deres priser. Problemet var mere at PR branchen er lidt flyvsk, og at det derfor var umuligt at sige på forhånd om jeg ville få noget ud af det. Det sammenholdt med den økonomiske krise gjorde at jeg måtte spare denne del væk.
Jeg ved godt at man skal tænke ud af boksen, dette gælder ikke kun PR delen. Som en lille spiller i den store modeverden må man hele tiden tænke alternativt for at få alting til at hænge sammen.
@Ulla: Rigtigt interessant indspark. Bare lige en lille tanke, har dit brand ikke en hjemmeside eller en facebookside, for nu blev jeg da i hvert fald interesseret i at se, hvad det så er, du fremstiller?
I forhold til at man små blogs er useriøse kan jeg godt lidt se, hvad du mener, men det er faktisk også mit indtryk, at det er, hvad de store blogs (Acie, Fierce & Fattig, osv – og intet ondt ment med det overhovedet!) handler om. Så jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, du synes, er forskellen, men det vil du måske uddybe?
Louisa: Tak, altid dejligt at være lidt interessant
Du kan se mere på http://www.weiz.dk eller http://www.facebook.com/?ref=home#!/pages/Weiz/71191200155?ref=ts
At jeg ikke fra starten skrev det, var mere for at deltage i debatten for debattens skyld, og ikke for at brande mig.
Mht. små og store blogs må jeg indrømme at jeg ikke har kendskab nok til at udtale mig om hvilke der skriver hvad. Jeg følger ikke nok blogs, og glæder mig stadig til den dag, jeg finder den der taler direkte til mig, mere som generelt modeinteresseret og ikke som producent.
*host host* – det hed GCI Mannov i gamle dage. Nu hedder det bare Mannov
Hej,
Jeg har som blogger et rigtig godt forhold til forskellige PR-firmaer i forhold til events, vareprøver og pressedage generelt. Der er specielt en stor håndfuld PR-firmaer, der virkelig dyrker relationerne til modebloggerne. Mange af pigerne, der står for relationerne til bloggerne, er ofte selv bloggere eller kender bloggerne i andre sammenhænge.
Jeg kan godt forstå ideen med at nogle firmaer (ikke pr), nogle gange forventer ret meget uden at tilbyde noget som helst den anden vej rundt. De fleste forstår det dog godt, når jeg siger at jeg gerne vil tage imod en flaske shampoo etc. men kun skriver om det hvis jeg har lyst. Det er betingelsen og det har de fleste firmaer inkl. Pr. forstået.
Louisa – De blogs der skiller sig ud og bliver større, er store fordi de på mange måder er meget mere end en editorial og indlæg om drømmedesignertasken. Ofte har de populære blogge en frontkvinde/mand, som
folk kan identificere sig med, kan lide og ser som en slags “veninde”. Det er vist kunsten og det er nok derfor nogle firmaer/designere/pr-firmaer er mere interesserede i de populære blogs med
meget liv fremfor de mindre.
Kia.
Og med liv mener jeg, gang i kommentarfelterne og mange opdateringer.
Ulla: Jeg kan godt følge dig i det med manglende seriøsitet blandt (nogle) små blogs. Når blogs er blevet store er det jo typisk fordi, der er en vis kvalitet i dem. Og der kan mange mindre blogs godt virkelig lidt hyggelige og hjemmeagtige i stedet for.
Men jeg vil så sige, at hvis man graver lidt mellem dagbogs”mode”bloggerne kan man faktisk sagtens finde guld, selvom disse bloggere ikke bliver inviteret til pressedage og events til højre og venstre. Jeg vil i hvert fald personligt anbefale http://emilylouisesalomon.blogspot.com/ og http://jeanettd.blogspot.com/.
- Anne Sofie
De er gode, men de bliver også inviteret..
Kia: Jeg har set Jeanett til Meet Your Blogger hos Friis, men jeg mener aldrig at have set omtale af et event hos Emily? Nå, men hvis hun/de bliver inviteret er det i hvert fald fuldt ud fortjent efter min mening
- Anne Sofie
Jeps, de er begge gode og dygtige!
@Jesper — #Mannov vs. CGI Mannov — nørdmode on — så har de glemt at opdatere deres hostname, for det navn medarbejdere fra matriklen signer deres internetforbindelse med siger CGI Mannov. Nørd mode off…
Go’ fredag!
Kasper
@Ulla: Mange tak for links!
@Kia: Jeg er helt enig, og det var egentlig lidt det, der var min pointe; at ønskeoutfits mv forekommer på både store og små modeblogs, men at det ikke nødvendigvis er dét, der gør (nogle af) de små useriøse, men nemlig nærmere at der er en personlighed, der skinner igennem hos dem, der bliver store. Min blog er f.eks. meget lille og har ingen drømmetasker, mens din er rigtigt stor og har – synes jeg – en hel del “nøj, de her sko er fede, dem ville jeg gerne have” indlæg. Bare som et eksempel
@Bergholt: LOL