Google sletter blogs på stribe — har du backup, hvis det sker for dig?

Hvad vil du gøre, når/hvis Google sletter din blog, fordi den bryder amerikanske copyrightlove? Det skete for Peter Dreichsler, der havde arbejdet på den succesrige musikblog Blog Rockin’ Peet i to år. Alt indhold mistede han — fra den ene dag til den anden.

Efter at have tygget os igennem 10-20% af den danske modeblogosfære ser vi en klar tendens til, at danske modebloggere vælger Blogspot/Blogger som platform. Det forstår vi fint. Designet er opløst, lyst — og redigeringen er lige til at gå til, hvis man kan finde ud af Words basisfunktioner, så volder Blogger/Blogspot ikke de store problemer. Photobucket — og så er der også mulighed for at få store billeder på. Men — det er altid farligt at have sit indhold liggende på andres platform. Det viste sagen for en måneds tid siden, hvor Google valgte at lukke og slette en lang række blogs, der handlede om musik. Årsagen var påståede brud på copyright-lovgivningen.

De fleste modebloggere bruger billedmateriale, som andre har de primære rettigheder til. En disclaimer i bunden om, at billedmateriale, der ønskes fjernet af ophavsretlige hensyn, er at finde på 99% af de danske modeblogs. Og det er godt. Men Google er nok ligeglade. De løser typisk ting algoritmisk. Hvis der er nok, der anmelder en blog for brud på ophavsrettighederne, ja så ryger bloggen, med tekst, billed — det hele. Og det er så godt som umuligt at få materialet genskabt på en ny platform.


Så derfor — har du en backup af din Blogger-blog? Hvad vil du gøre, hvis Google lukker din blog ned? Det er ikke sikkert, det sker, men muligheden er der, og så er det altid godt at have en plan.

Er der noget, danske modebloggere burde stå sammen om? At kunne tale med én stemme? Eller burde man som blogger i stedet overveje at flytte sit indhold til ens egen platform på ens eget domæne?

Comments
4 Responses to “Google sletter blogs på stribe — har du backup, hvis det sker for dig?”
  1. Johanne says:

    Det her havde jeg seriøst ikke tænkt over kunne ske… To års arbejde! Hvorfor vil Google ikke lade ham få sin blog igen?

  2. Louisa says:

    En lille smule skræmmende! Jeg har haft en række blogs og synes simpelthen blogspot er nemmest (f.eks. synes jeg, at det er meget besværligt at tilpasse billedstørrelsen i WordPress).

    Men et andet spørgsmål, som jeg har funderet en del over, er en disclaimer nok til lovligt at kunne bruge billederne? Når der f.eks. på style.com står “The material on this site may not be reproduced, distributed, transmitted, cached, or otherwise used, except with the prior written permission of Condé Nast Digital.”, så virker det da lidt svagt bare at smække en “nu bruger jeg billederne alligevel, men hvis du ser det her og ikke er så glad for det, så bare skriv, så skal jeg nok fjerne dem, tra-la” besked på i bunden og tro, at så er det helt okay? Det kunne være interessant at vide lidt mere om juraen bag…

  3. Lisbeth says:

    Louisa: Det er ikke nok, nej.

    Det svarer lidt til, at jeg går ind og stjæler en lampe i en butik, og hvis de så opdager det, og kommer hjem til mig for at hente den, så har jeg en seddel hængende på opslagstavlen, hvor der står, at de selvfølgelig nok skal få den tilbage, hvis de ikke er tilfredse med situationen ;)

    Hvis materialerne bruges på en ikke-kommerciel blog, så er der dog ofte en tendens til, at de accepterer det – især hvis man linker tilbage til deres side.
    Men rent juridisk er det ikke i orden.

Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. [...] Bekæmpelse. Når modeblogs gør en forskel! Om kedelige, nedrige & klamme kommentarer Har du backup, hvis Google sletter din blog pga. copyright-overtrædelser? Uffe Buchard “anbefaler” gode modeblogs — eller modeblogs er lort på [...]



Leave A Comment