Amalie vender tilbage
Posted by annesofiedonskov on Tuesday, September 7, 2010 · 9 Comments
Amalie Szigethy er en travl kvinde. I foråret blev hun danmarksberømt på at deltage i realityserien Paradise Hotel, hvor hun på ganske få uger formåede at kalde en anden kvinde for en russisk roulette (en talemåde, der efterhånden er blevet kult), svømme ind i en swimmingpoolskant samt at få sæd i øjet.
Amalies verden
I sommers udgav hun singlen “Dig og Mig”, som hun udødeliggjorde ved at fremføre uden playback i landsdækkende tv i den bedste sendetid. I en måneds tid var der stille omkring den karismatiske realitystjerne, men nu er Amalie tilbage.

TV3 har nemlig været bag kulisserne og sender til efteråret realityprogrammet “Amalies Verden”, hvor vi følger den 18-årige medieperson og hendes botox injectede mors hverdag i Rungsted. Vinklen vil være på forholdet mellem mor og datter inklusiv dybfølte snakke om dirty talk i sengen, og derudover vil seerne endnu engang få lejlighed til at se Amalie gøre sig selv til grin for at bevare Paradise Ulven Peters interesse. Og så skulle der vist også være noget med en sangkarriere, hun skulle forsøge at få op at køre (hvilket jo endte fantastisk, som vi alle ved).
Jamen, kunne det være meget bedre? Amalies Verden kommer på TV engang i efteråret, og trailers og yderligere info kan ses på TV3′s hjemmeside.
Jeg må være ved at være gammel, hvis Amalie er det, de unge vil have, for det siger absolut ikke mig noget. Så hellere en omgang X Factor kun med Blachman, så de unge kan få sandheden at vide.
– “Hvis du vil blive noget, må du kæmpe for det!”
Reality programmer er medvirkende til, at unge mennesker får et fuldstændig forkert billede af verden. De unge tror, at der ligger en form for værdi i det at udstille sig på TV og i at være kendt. At deltage i et hjernedødt realityprogram giver ikke nogen værdi, anden end underholdning i seerenes bevidsthed – og det er den laveste form for underholdning.
Amalie er ikke blevet kendt for andet end at være dum, liderlighed og pinagtig pinlig at se på. Det er trash-TV for alle pengene.
Kære Brian!
Jeg er jo lidt ældre end dig, men jeg synes faktisk, at der er et mediemæssigt — og menneskeligt — rationale bag de her programmer.
Jeg er enig med dig derhen, at følgerne for dem, der deltager, kan være svært definérbare, og at det tangerer menneskeudnyttelse at kaste mennesker i den alder ud i det medieprojekt, den slags reality shows er.
Når det er sagt, så er grænserne mellem intimsfæren — hvor man knalder — og den offentlige sfære blevet mere og mere udvasket i løbet af de sidste 3-4-5 år.
Jeg genså for nyligt Big Brother 1 — eller rettere dele af det — og det forekom mig vanvittig uskyldigt.
I mellemtiden har grænserne for, hvad der kan vises på fjernsyn, rykket sig voldsomt — og manges grænser for, hvad de vil dele, har også rykket sig.
Jeg kan godt se faren i, at mange kommer til at udlevere sig selv. Ta’r man de lidt mere positive briller på, så rummer medierevolutionen dog også et håb om, at vi får et mere transparent samfund.
Alt godt,
Kasper
Hov — jeg manglede mit primære argument. Som lyder noget i stil med: Der har vel altid været Gleagere, Amalier og Lisbether. Og de har altid tiltrukket og frastødt på én og samme tid, vel.
Og jeg er faktisk enig med dig i din grundpræmis, at det er at stikke ungdommen blår i øjnene at tro, at alle kan blive kendte, storsælgende musikere, klasseunderholdere eller andet. For mængden af opmærksomhed i verden er svært begrænset, pengestrømme i mindre grad.
Så hvis vi accepterer, at vi lever i en opmærksomhedsøkonomi, snarere end en oplelevelsesøkonomi (hvad den her slags programmer stadig gør), så tror jeg, vi kommer klogere ud på den anden side.
For de mennesker, der er med, vil indse, at det bare ikke var så nemt. Jon kommer ihu.
Og dem, der så med, vil måske lige genoverveje, om det er værd at stille op til.
Mediehowets grundlæggende value proposition: Hvad får jeg ud af det? Hvad får TV3 ud af det? Hvad kan jeg tabe? Hvad kan jeg vinde?
Det value proposition er fortsat noget uafklaret, og derfor fortsætter fascinationen af reality-konceptet, tror jeg.
Alt godt,
Kasper
Grænserne er rykket, det er jeg helt enig i. Det har Stig Hjarvard jo skrevet en hel bog om – ‘Det Selskabelige Samfund’. En af pointerne i denne bog er jo netop, at ‘mediesamfundet’ er rykket længere ind i seerens stuer, og vi er i konstant forbindelse med hele omverdenen via mobil, computer, 3G og – især – fjernsynet.
Jeg ser sådan set ikke noget problem med, at grænserne rykkes. Det er kun en god ting, at vi nedbryder tabuer og taler mere åbent om aktuelle, vedrørende problemer. Jeg er især vild med realityprogrammer på TV2, der jo netop har gjort en dyd ud af at nedbryde tabuer – alkoholisme, misbrug, sygdom, sorg etc.
Disse programmer er enorm nærende for samfundet, der således udvikler sig i den rigtige retning mod større tolerance, færre tabuer og mere åbenhed.
Til gengæld er realityprogrammer som Paradise, Robinson, Big Brother, Baren etc. langt, langt mindre givende. Disse behandler ikke andre temaer end druk, berømmelse, konflikt, splid – og alle andre emner, vi finder i melodrama film. Disse programmer er næsten med til at gøre befolkningen dummere – som jeg gerne vil uddybe. Ved ikke at berige seeren med andet end iscenesatte konfliker, opstillede situationer og konstruerede udfald, der alt sammen serveres i en fiktiv medievirkelighed, der end ikke afspejler de i forvejen manipulede hændelser.
Jeg mener ikke, at ethvert program skal indeholde store filosofier eller give seeren mere mening med livet, men når en fiktion bliver fremlagt som virkelighed, og seerne lader den fiktive medieskabte illusion blive virkelighed, bliver det reelt skadeligt.
Hermed mener jeg, at personer får en falsk forhåbning om berømmelse, en forkert idé om livsførelse, og en fuldkommen forkert udlægning af virkeligheden. Hvis denne antages for at være sandhed, er der på den måde tale om, at der ikke længere findes et skel mellem virkelighed (den egentlige verden), iscenesat virkelighed (deltagernes virkelighed) og fiktion (udlægningen i tv).
Det er min pointe, og det er mit største ubehag ved den type programmer.
Jeg håber, nogen kunne følge med i min redegørelse af den postmoderne (medie)virkelighed.
Og rigtig meget i lige måde,
Brian Theodor
Kære Brian!
Dit forestående danskstudie er spild af tid, er min primære konklusion. Jeg er sat til vægs, og du har ret! Hele vejen igennem(, næsten). Velargumenteret, fornuftigt og lødigt. Og det er altså ikke for at være spids eller dumsmart, du har sateme styr på det!!!
Det er måske noget i den dur, Søren Storm fra dSenste er inde på i sit seneste indlæg om, at internettet gør ungdommen klogere, ikke dummere. Han vælger at stemme på den til næste valg, faktisk.
Det eneste forbehold og kritikpunkt, jeg kan hive op af hatten er, at du er/bli’r for kulturradikalt drejer i dine pointer, og grundessensen af det ligger måske særligt i din retorisk formidable tretrinsraket:
“Hermed mener jeg, at personer får en falsk forhåbning om berømmelse, en forkert idé om livsførelse, og en fuldkommen forkert udlægning af virkeligheden.”
For det kunne jo være, at tv-programmerne, der nu får lov at blive vist, demonterer disse drømme, disse forkerte idéer og denne forkerte udlægning af virkeligheden på et lang tidligere tidspunkt i individuationen, i personlighedsdannelsen, end tidligere.
Så man ikke slutter sit liv af under dynen som 82-årig med drømmen om at blive som Jondalar eller, hvad pokker hed hun, heltinden, i Hulebjørnens Klan, Ayla? — men indser, at værdierne var skæve, forhåbningerne for opskruede og virkeligheden for klog og ond på én og samme tid.
Og i stedet gør noget ved det. Som du gør nu…
Alt godt,
Kasper
Hej
Kan du mon fortælle mig hvad Amalies mor har levet af siden de bor
i et så stort, dyrt og mondænt hus?
For det kan da ikke være et job hun har haft, hvor det krævede en skarp hjerne….
Og tja æblet falder jo ikke langt fra stammen når man ser på Amalie.
Måske er det en rig eksmand der er sponsor?
Kh
Berit
Berit:
Så vidt jeg kan google mig til, er hun uddannet i psyko- og kropsterapeut samt noget relationscoaching.
hvor får hun extensions henne