BUKKER, TAKKER & GÅR I TÆNKEBOKS

”Jeg har tænkt fuldstændig det samme. Hvad er formålet med modebevægelsen? Hvad er intentionerne for det såkaldte “positioneringsbureau”, der står bag? Det er næppe “fordi det er sjovt”, som de selv skriver. De går da kun ind i den slags, hvis der også er en gevinst for dem i sidste ende. Og er det reelt dem der står bag, og hvis ikke, hvem er det så? Firmaer tilknyttet bureauet fx.?”(Kristine – debatindlæg på Acie.dk)

Jannick Blaksmark

En af de største danske modebloggere – Acie – rejste i går et par kritiske og undrende spørgsmål på sin side, om hvad Modebevægelsen er, hvem der står bag og hvilke kommercielle interesser, der skjuler sig i den pt. ikke superoverskuelige side. Det affødte en fantastisk debat, hvor rigtig mange af Acies læsere udtrykte, at de havde haft den samme fornemmelse efter et besøg herinde. Jeg er naturligvis ked af, at vi ikke har været bedre til at kommunikere vores intentioner, og jeg kan så udmærket forstå såvel Acie som de øvrige stemmer i tråden.

Jeg vil derfor her forsøge at afdække et par af de emner, der blev rejst  – til dem, der ikke kan overskue en ny omgang tasteforklaring fra en af folkene bag Modebevægelsen, så har vi lyttet til jer, og vi arbejder derfor pt. på en ’helt til benet’- og overskuelig ’hvem, hvad hvor’-sektion som supplement til vores Om Modebevægelsen’-side. Vi prøver at få den online senere i dag.

”Der er noget loddent ved den side” (Mathilde – debatindlæg på Acie.dk). Av – den sved! Hvad skal jeg sige til det? Siden er ny, ca. tre uger – en lille baby, og det bærer den i forhold til opsætning og struktur præg af. Vi er egentlig ret glade for det grundlæggende design. Men den er endnu ikke nem at finde rundt på og afkode, hvilket – forståeligt – giver den reflekterende læser grund til at undre sig og selv udfylde de ’tomme huller’. ”Prøver de at skjule noget i alt rodet?” – ”what are they building in there?”. Men jeg kan ikke understrege kraftigt nok: Der er ingen skjult dagsorden, ingen pengebagmænd, ingen brands, der betaler os for at favorisere dem i de redaktionelle indlæg.

Om end det kan være lidt svært at finde rundt i, så får I de,t I ser: Et blogkatalog, artikler om mode og debatskabende artikler om det danske modeblogging-univers. Al kommerciel placering er, og vil fremadrettet altid være, afgrænset til tydeligt markerede bannere, Google ads eller sponsorater. Her adskiller vi os hverken fra politiken.dk, Sirene eller for den sags skyld en stor del af den danske blogosfære.

Der vil aldrig på Modebevægelsen, så længe Kasper og undertegnede er ved roret, være overlap mellem redaktionelle artikler og kommercielt indhold – det er imod markedsføringslovgivningen og derudover slet ikke vores stil. Basta!

Hvad er vores agenda?
I vores nuværende ”Om Modebevægelsen”-tekst nævner vi, at vi skal have det ’sjovt’, og at det er en motivationsfaktor for at kaste os over et projekt som Modebevægelsen – det er selvfølgelig kun den halve sandhed, og formuleringen har i Acie-tråden bl.a. affødt den kommentar, jeg har gengivet i brødteksten – ”Det er næppe “fordi det er sjovt”, som de selv skriver”.

Sjovt?
Og dog – både Kasper og jeg selv har en fortid i både reklame-, musik- og mediebranchen, og vi var begge på hver vores måde trætte af udelukkende at udvikle for og på andres plaforme. Battle & bounce skulle i højere grad være en legeplads, hvor der sideløbende med vores kampagner for kunder (fx Folkekirkens Nødhjælp og Roskilde Festival – se evt.  mere på vores
hjemmeside) skulle være plads til at skabe, udvikle, fejle og lære af egne projekter. Det har vi brændt fingrene på et par gange, og umiddelbart lader det ikke til, at det er noget man bliver rig af, men vi har det faktisk sjovt, når vi gør det…


Modebevægelsen er et sådan eksempel. Musiksiden Goombay.dk er et andet eksempel – vi får lov til at beskæftige os med emner, der interesserer os, vi får lov til at skabe og udvikle medier fra A – Z, og vi gør forhåbentligt nogle folk på den anden side af skærmen glade og beriget på den ene eller anden måde. Hvis ikke det er tilfældet, kan man jo gøre en af to ting: Hjælpe os med at gøre det bedre, evt. ved bare at påpege vores mangler herinde, pr. mail eller som mange har gjort det i eksempelvis Acie-tråden – vi takker, bukker og går i tænkeboks… hmm… Eller man kan finde nogen, der bedre dækker ens behov, der er masser af gode muligheder derude… Jeg har kigget efter…

Jeg kan ikke tale for Modebevægelsens to redaktører Anne Sofie og Isabel og ej heller for de gæsteskribenter, der allerede nu med fine artikler har skabt debat herinde, men jeg er da sikker på, at det også her er lysten og glæden ved at formidle sig, der driver værket.

Måske lidt klogere?

Ja, og så skulle vi da også gerne blive lidt klogere. Klogere på mediebilledet anno 2010, klogere på blogosfæren og klogere på, hvordan mennesker, brands og sådan nogle bureaufolk som os navigerer i samme univers og sociale medierum. Jeg kaldte tidligere Acie-tråden fantastisk, og det er den netop, fordi det er rigtige mennesker og bloggere (altså – bloggere er også mennesker), der siger deres uforbeholdne mening. Hvis man ikke kan finde ud af at lytte og lære af sådan en 2.påske-dags bombe, som Acie sprang i går, tja… så burde man nok finde sig en anden branche…

Økonomi?
Der er reklamer på siden, præcis som der er det på mange andre online medier, aviser, busser og det meste fjernsyn, og det kunne da være helt fantastisk, hvis vi kunne inviterer både Goombay.dk-/ og Modebevægelsen-holdet på en kæmpestor julefrokost i år.

Er det bare ikke godt nok?
Til sidst så skal jeg tilskynde alle, der føler, at vi har givet dem omtale, de ikke fortjener eller linket fejlagtigt til dem, til at kontakte os. RSS-feedet, der kører lige til højre (derude et eller andet sted —>), er udelukkende taget fra bloggere, der har givet tilladelse til det. Vi stjæler ikke indhold; det lader vi så mange om, men vi synes det er lidt unfair.

Vi har til gengæld tilføjet et par blogs, som vi selv godt kunne lide i vores katalog – vores umiddelbare erfaring fra Goombay er, at ingen ville blive kede af den opmærksomhed, vi giver. Er dette af den ene eller anden grund ikke tilfældet, er man meget velkommen til at maile, skrive et brev, ringe, SMS’e eller kigge forbi på kontoret – og vupti – linket er væk… I kan finde alle kontaktoplysningerne på kontaktsiden, hvor der er også fine billeder af os alle sammen…

Nåede du igennem denne lange smøre, skal du have tak for din opmærksomhed!

Comments
8 Responses to “BUKKER, TAKKER & GÅR I TÆNKEBOKS”
  1. Al begyndelse er svær og når man som en anden humlebi kaster sig ud på sine små vinger, så vil man møde skepsis, men hvem gør ikke det når man kaster sig ud i noget nyt?

    Jeg var selv skeptisk da jeg fik venneanmodningen på facebook, hvilket jeg griflede lidt om over hos mig selv.

    Måske har I været hurtigt ude med at få skudt siden i luften, men siden er sgutte mere uoverskuelig end “professionelle” sider jeg har været forbi på det danske internet.

    Jeg synes det er fedt at nogen har sat sig ned og vil forsøge at samle adresserne på danske blogs med bare et hint af mode på en side, for disse hint af modeblogs linker måske til andre typer af blogs man ellers ikke ville komme i nærheden af.

    Så forsat af sted som en anden humlebi.

  2. Hehe… Tak for det – vi brummer stille og roligt derudaf med vores små vinger…!

  3. Fedt at se, at I ikke tager kritik nær men tværtimod lærer af den og vokser af den. Det tegner rigtig lovende for det her projekt, som jeg støtter varmt (selv om jeg også er en af dem, som slet ikke kan overskue indholdet ;-) ).

    mvh
    Jesper

  4. ? says:

    Så vidt jeg kan gennemskue er fidusen for jer vel stadig at I håber at tiltrække en masse læsere og dermed tjene penge på annoncer. Vel at mærke på indhold leveret af bloggere der gør alt arbejdet og så kan I score fortjeneste ved at bringe det her på siden?? Det lyder som udnyttelse af andres arbejde i mine ører.

  5. simone says:

    Kald mig bare naiv, men jeg var nu ikke skeptisk over for sitet! På trods af fancy ord, og eventuelle reklamer!
    Faktisk synes jeg at det tegner ganske lovende, da der (som du selv nævner) er mulighed for at debattere på en måde, som ikke er set før. Derudover så synes jeg også at det giver mulighed for nye blogs at blive set, samt læsere får mulighed for at navigere rundt i blogland og udforske nye blogs….
    Glæder mig ihvertfald til og se hvad der kommer til og ske på sitet i fremtiden, når det hele er færdigt!

    Vh Simone/ Fashionmanifest

  6. mode22mensch22 says:

    Kære anonyme ?!

    Sund skepsis er altid godt! Så lad mig svare på dine spørgsmål:

    Ja, vi vil gerne tiltrække mange læsere. Men vi har ikke til hensigt at udnytte bloggernes arbejde. Hvis du kigger på det materiale, vi har bragt hidtil, så står vi for 95% af alt redaktionelt indhold.

    Måske der kommer lidt flere gæsteindlæg, men unikt indhold skrevet og vinklet af skribentholdet er et kerneelement. Tvært om vil vi gerne udbrede kendskabet til kvalitetsblogs på dansk om mode. Ligesom vi har gjort inden for musikblogs.

    For halvandet år siden spurgte en af DR’s førende musikjournalister (Henrik Milling): Er Danmark overhovedet stort nok til musikblogs? Siden da har vi fundet over 40 som er læseværdige på hver deres facon.

    De bloggere, der har lyst til at få resuméer — altså ikke hele indlæg — med i nyt fra danske modeblog-sektionen i højre side, kan tilmelde sig. Vi bringer et uddrag af indlæget og ét billed. Læserne springer videre til de blogs, de finder interessante. Hvis man ikke har lyst af den ene eller anden årsag, så lader man som blogger bare være med at tilmelde sin blog.

    Konklusion: Jeg betragter Modebevægelsen som en vært snarere end en parasit. Og det skal jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at bevise.

    Alt godt,

    Kasper, som udover MB-mand også selv er aktiv blogger.

  7. Camilla says:

    Kære Modebevægelse!

    Jeg synes det er dejligt at se, at i tager al den konstruktive kritik til sig, i stedet for at gå totalt i forsvarsposition. På den anden side må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstår al kritikken.

    Det kan også godt være, at jeg er naiv, som tidligere anonym skrev, men jeg syntes overhovedet ikke at sitet virkede lusket på nogen måde. Jo, man kunne godt se, at siden ikke var helt klar, og at den ikke var færdig-udviklet, men jeg synes, at det så ud til at have stort potentiale, og jeg er stadig af samme opfattelse, efter at have læst al kritikken og jeres svar derpå.

    Jeg synes at Modebevægelsen virker som et rigtig godt bud på et samlested for alle slags bloggere – både de større blogge og de lidt mindre (som min egen).
    Jeg var også en af de første til at linke til Modebevægelsen på min blog, da jeg tror, at det kun kan blive bedre jo flere der bliver opmærksom på det, og jo flere der kan være med til at bidrage med gode forslag og konstruktiv kritik.
    Så forhåbentlig bliver Modebægelsen en side, som alle slags bloggere kan få gavn af. Jeg håber i hvert fald det bedste for jer, så bare fortsæt det gode arbejde :)

    Med Venlig Hilsen
    Camilla

  8. @ Jesper – tak for det… Jeg må desværre give dig ret, der er af og til også steder hvor jeg også synes det er lidt svært at overskue siden – vi justerer dog til, og den skal nok blive nemmere at navigere i… Promise… Vi har jo med vores lidt tidlige ‘launch’, fået Danmarks største fokusgruppe at lære af ;-)

    @ Simone – vi glæder os bestemt også. Om end vi måske får lidt hug på vejen, så lader det til at blive et yderst interessant projekt at være en del af… Hold dig endelig ikke tilbage med at prikke til os, skulle du have ideer eller tanker til udviklingen af MB!

    @ Camilla – Det er onsdag, solen skinner og jeg bliver helt glad af at læse din kommentar! Tak for det…!!!